Rødvig

Store planer blev fremlagt ved verdensarvsdag

Rødvig Stevns: Onsdag eftermiddag var der verdensarvsdag, og her gik gæster fra Stevns Friskole til pyramiden i det nedlagte kalkbrud i Boesdal, hvor Jacob Salvig fra Østsjællands Museum berettede om store planer for Verdensarven.

Onsdag eftermiddag den 28. september kunne Jacob Salvig fra Østsjællands Museum fortælle om de mulige planer for Verdensarven, som skal trække turister til, skriver Dagbladet Stevns.

Læs også: Verdensarv Stevns inviterer til verdensarvsdag

Jacob Salvig ser mulighederne for et velkomstcenter, et torv og en café ud over et tunnelsystem, som skal lede ned i undergrunden, så det er muligt at komme op i pyramiden, hvor der skal være bevægelige gulve, som kan benyttes ved fremtidige arrangementer.

Han forestiller sig også, at kulturfortællingen om kalkbruddet kan inddrages ved at renovere skorstenene og mergelladen samt lave et system med tippevogne, som kan transportere turister.

Det er nu op til Stevns Kommune, om de vil benytte Østsjællands Museums ide.

Ny bestyrelse

Til verdensarvsdagen kunne det også fortælles, at Udviklingsgruppen for Stevns Klint nu hedder Verdensarv Stevns, og at bestyrelsen er udvidet fra tre til ti medlemmer. Bjarne Østergaard Rasmussen er den nyvalgte formand.

Oplæg om besøgscenter

Til verdensarvsdagen blev der også holdt et oplæg om, hvad man bør satse på, hvis verdensarven skal blive en succes set med økonomiske briller på.

-Stevns er klart den kommune sammenlignet med nabokommunerne her i området, som har den laveste indtjening på turisme i øjeblikket. Så der er gode muligheder for fremgang, da man starter fra et indtjeningsniveau relateret til turisme på blot 179 millioner kroner. Det er markant lavere end alle nabokommuner, sagde seniorrådgiver Søren Graner.

Han nævnte også, at Stevns er fint med når det angår spisesteder, men at kommunen er bagefter, når det gælder overnatningssteder og oplevelser.

Kommentarer