Storkeboliger skal hovedrenoveres

Strøby Egede: Storkerederne i Tryggevælde Ådal gøres nu klar til storkens ankomst
Lørdag den 9. marts skal storkerederne i Tryggevælde Ådal hovedrenoveres, så de er klar til storkenes ankomst.
I Tryggevælde Ådal blev der for en del år siden opsat en række storkereder. Opsætningen blev dengang iværksat af foreningen for Tryggevælde og Stevns Ådals Bevarelse, med den tidligere næstformand i Storkene.dk Svend Bjørn Keil som primus motor.
Foreningen har indtil for et par år siden stået for vedligeholdelsen af de otte storkereder der er på forskellige lokaliteter i og omkring ådalen. Men vedligeholdelsen af rederne er nu overgået til Storkene.dk. Og med den udvikling der har været i de seneste år, hvor flere storke har valgt at lægge vejen forbi Tryggevælde Ådal og endda har oversomret i ådalen, er arbejdet med renoveringen blevet meget presserende.
Ådalen kan nemlig meget vel komme til at udgøre rammen for Danmarks næste storkepar.
Årsagen er, at udviklingen for storkebestanden i Skåne er inde i en rivende udvikling. Og hvor man tidligere oplevede store problemer med at få ungstorkene fra Skåne til at trække bort er det nu lykkedes for folkene bag storkeprojektet, at få stort set alle de unge storke til at indlede borttrækket i august og september. De trækkende storke returnerer til deres fødeområde i løbet af foråret og Sjælland udgør er bropunkt på deres trækvej.
Det er en kombination af storke herfra, samt storke fra Polen og Tyskland, der må forventes at indtage ikke mindst det østlige Danmark i de kommende år.
Tryggevælde Ådal har i 2012 bevist, at den kan brødføde et storkepar igennem en sommer. En dansk og en skånsk ungstork havde slået sig sammen og var i området fra maj til august.
Derfor er det vigtigheden af vedligeholdet af de slidte reder meget vigtig.
Et team fra Storkene.dk vil den 9. marts udbedre en række af de vigtigste reder. Derudover vil der blive opsat yderligere en ny storkerede hos dyrlæge Bjarne Østergaard Rasmussen, der bor ideelt med udsigt over ådalen.
Kommentarer