Samfund

Stormflod kan skabe problemer med kloakkerne

Forhøjet vandstand i Køge Bugt onsdag aften kan medføre driftsforstyrrelser på kloaknettet.

DMI varsler forhøjet vandstand i Køge Bugt, og de vurderer, at vandet onsdag aften kan stå op til 1,5 meter højere end normalt.

KLAR Forsyning oplyser, at det kan betyde driftsforstyrrelser på kloaknettet, hvilket helt konkret betyder, at der kan blive problemer med at trække ud i toilettet, og at vandet i kummen gurgler og bobler.

Det sker hvis, havvandet trænger ind i kloakken. Samtidig kan vandet ikke løbe ud i Køge Bugt, når vandstanden står højt.

Vand kan trænge op fra gulvafløb

Den forhøjede vandstand betyder også, at der er risiko for, at vandet kan trænge op fra gulvafløb.

KLAR Forsyning opfordrer derfor folk med ejendomme, der ligger lavt, eller folk med kældre, til at tage de nødvendige forholdsregler. Det kan for eksempel være at fjerne genstande, der står i rum, der kan være udsatte.

I kan hjælpe ved at spare på vandet

KLAR Forsyning oplyser, at der er tale om en beredskabssituation, og de opfordrer derfor alle til at spare på vandet, for at kloaksystemet belastes mindst muligt.

Det kan man for eksempel gøre ved at vente med at sætte vaskemaskine eller opvaskemaskine i gang og tage et lidt kortere bad til vandstanden igen falder.

Mere information

KLAR Forsyning følger situationen tæt, og de opdaterer løbende om udviklingen på deres hjemmeside.

Kommentarer