Storsejr i floorball til Stevns Ladies
Strøby: Stevns Floorball’s damehold vandt i aftes med hele 10-1 over Holbæk Bombers i Strøbyhallen
Efter nederlaget til Greve tidligere på måneden revancerede Stevns damehold i Floorball – Stevns Ladies – sig på fornemmeste vis, da Holbæk Bombers blev besejret med hele 10-1 foran små 50 tilskuere i Strøbyhallen. Holbæks træner havde inden kampen proklameret at Stevns ville blive bombet helt tilbage, men den udtalelse gjorde damerne fra Stevns meget hurtigt til skamme.
Allerede i første minut viste Stevns, og i øvrigt kampens bedste spiller, Rikke Juul Gøbel vejen da hun åbnede målfesten med scoring til 1-0. Få minutter senere øgede Sandie Kiefer til 2-0. Efter de første to perioder førte Stevns med komfortable 6-0. Holbæk fik i 3. periode reduceret på en ellers storspillende Dorthe Mie Hansen i Stevns mål. Men så trak de lyseblå damer atter fra og scorede fire mål til slutstillingen 10-1. Topscorer for Stevns blev Rikke Juul Gøbel med 4 mål. Sandie Kiefer og Rikke Thulstrup blev begge noteret for to mål, mens Gabrielle Hansen og Mette Skov Faurskov hver scorede et enkelt mål.
God kamp af Mette Skov Faurskov som igen og igen viste, at hun besad et ekstra gear, når hun med god boldkontrol løb gennem Holbæks rækker. Der var også flot spil af backerne Nanna Burrack Larsen og Mette Kloster-Olesen i defensiven. Men stor ros til hele holdet. Hvis damerne kan fortsætte de lovende takter tegner det godt for deltagelsen i 1. division efter sommerferien.
Stevns Ladies holder åben træning hver tirsdag i Strøbyhallen kl. 1900. Nye spillere er meget velkomne. Medbring blot indendørs sko- og tøj. Stave kan lånes. Se mere på www.stevnsfloorball.dk.
Stevns Ladies – Holbæk Bombers 10-1 (2-0,4-0,4-1)
Tekst til foto: Kampens bedste spiller Rikke Juul Gøbel (4 mål) fører bolden fremad.
Kommentarer