Stort fald i indbrud hen over sommeren
Stevns Kommune: Antallet af sommerindbrud er mere end halveret i løbet af de sidste år.
Midt- og Vestsjællands Politi glæder sig sammen med mange andre politikredse over, at der er sket et markant fald i indbrud i beboelse.
I de seks sommeruger, fra uge 27 til uge 32 har der været 213 indbrud i privat beboelse i Midt- og Vestsjællands Politis område. Det er et fald på 120 indbrud i forhold til sidste år, hvor antallet i de samme seks uger var 333. I både 2012 og 2013 var antallet af indbrud henholdsvis 458 og 460.
– Vi har ikke en entydig forklaring på, hvorfor faldet er så markant, men vi vil gerne pege på, at indbrud har haft politiets bevågenhed i flere år, hvor der er gjort en aktiv indsats for at efterforske indbrud. En anden årsag er helt givet også, at borgerne ringer til politiet, når de ser noget mistænkeligt, og mange sikrer deres bolig bedre end tidligere, siger politiinspektør Svend Foldager.
Selv om tallene er positive, så vil politiet ikke slække indsatsen på området. Det vil fortsat være et område, som politiet vil have stor fokus på.
Kommentarer