Stort kræmmermarked i Varpelev søndag
Varpelev: For 22. gang indbyder Varpelevs foreninger til stort kræmmermarked, i år foregår det næste søndag.
Søndag den 4. september fra klokken 10 til 15 er der for 22. gang stort kræmmermarked ved forsamlingshuset i Varpelev.
Der vil være masser af boder både ude og inde, hvor de mange kræmmere, hvoraf mange kommer igen år efter år, sørger for at det er muligt at gøre et godt fund.
Et af kræmmermarkedets andre trækplastre er den store flagkonkurrence. Man køber et flag og planter det indenfor et afgrænset område. Sidst på dagen trækkes der lod om en placering i feltet, og den, der er nærmest, vinder. Der vil også være et stort lotteri med mange fine præmier fra markedets mange sponsorer.
Varpelev er en aktiv landsby med mange foreninger, der skaber liv i byen. Bag loppemarkedet står tre af dem, nemlig Forsamlingshusforeningen, Borgerforeningen samt Familie og Samfund. De sørger for at der bliver kræset for kræmmerne fra den tidlige morgen med kaffe og hjemmebagte boller.
Men gæsterne skal hellere ikke sulte. Traditionen tro kan man købe en portion forloren skildpadde med hårdkogt æg. Men der sælges også pølser, både inde i huset og fra grillen udendørs. Der er lækre lagkager til kaffen og der sælges selvfølgelig både øl og vand.
Ledige stadepladser kan lejes ved at ringe til Reinar på telefon 5657 9030 eller mobil 2179 2658.
I dagens anledning er det forbudt at parkere ned gennem byen. Til gengæld har arrangørerne sørget for gode parkeringsmuligheder på marken bag forsamlingshuset.
Alle er velkomne. Der er gratis adgang.
Kommentarer