Hårlev

Stort kræmmermarked i Varpelev søndag

loppemarked

Varpelev: For 20. gang indbyder Varpelevs foreninger til stort kræmmermarked, i år foregår det næste søndag

Søndag den 7. september er der for 20. gang stort kræmmermarked ved forsamlingshuset i Varpelev. Varpelev er en aktiv landsby med mange foreninger, der skaber liv i byen.

Der vil være masser af boder både ude og inde, hvor de mange kræmmere, der kommer igen år efter år, sørger for at det er muligt at gøre et godt fund.

Ud over at man selvfølgelig kan gøre et godt køb hos kræmmerne, foregår der mange andre ting på markedet, blandt andet den store flagkonkurrence. Man køber et flag og planter det indenfor et afgrænset område. Sidst på dagen trækkes der lod om en placering i feltet, og den, der er nærmest, vinder.

Der vil også være et stort lotteri med mange fine præmier fra markedets mange sponsorer.

Som kræmmer bliver man forkælet med kaffe og hjemmebagte boller den tidlige morgen. Men gæsterne skal hellere ikke sulte. Traditionen tro kan man købe en portion forloren skildpadde med hårdkogt æg. Men der sælges også pølser, både inde i huset og fra grillen udendørs. Der er lækre lagkager til kaffen og der sælges selvfølgelig både øl og vand.

I dagens anledning er det forbudt at parkere ned gennem byen. Til gengæld har arrangørerne sørget for gode parkeringsmuligheder på marken bag forsamlingshuset.

Kræmmermarkedet arrangeres af Forsamlingshusforeningen, borgerforeningen og Familie og Samfund

Alle er velkomne. Der er gratis adgang.

Søndag den 7. september fra klokken 10 til 15 er der atter kræmmermarked i Varpelev.

Kommentarer