Strøby Egede

Støtteforeningen holder rundvisning i Solgårdsparken

solgaardsparken_2

Strøby Egede: Traditionen tro er Solgårdsparkens Støtteforening igen i år vært ved en offentlig rundvisning i den gamle park

Onsdag den 4. juni klokken 19 vil Olli Pedersen fra støtteforeningens bestyrelse guide alle Solgårdsinteresserede rundt i den gamle smukke park, Solgårdsparken der ligger på Stevnsvej 28-30 i Strøby Egede.

Den tidligere formand for støtteforeningen, Olli Pedersen kender parken som sin egen bukselomme og han vil fortælle om parkens historie og om parkens monumenter. Han vil også fortælle om etableringen af regnvandsbassinnet i den østlige del af parken, ud mod Stevnsvej.

Læs også: Regnvandsbassin i Solgårdsparken i Strøby Egede

Deltagerne vil også blive orienteret om det store arbejde støtteforeningens frivillige udfører.

Solgårdsparkens Støtteforening får blandt andet indtægter på sponsorgaver, reservering af foreningens borde og bænke samt overskud fra musikarrangementer. Pengene går til forbedring og vedligeholdelse af parkens rekreative opholdssteder til gavn for parkens gæster. Årets kontingent er på 100 kroner.

Efter rundvisningen inviterer støtteforeningen på kaffe og kage ved de Røde Pavilloner.

Rundsvisningen foregår onsdag den 4. juni klokken 19:00 med startsted på parkeringspladsen ved Stevnsvej.

Solgårdsparken ligger mellem Køge Bugt og Tryggevælde Å i Strøby Egede.

Forfatterinden Karen Bramson byggede i 1904 en såkaldt strandvejsvilla, som fik navnet Solgården.

Her hentede hun inspiration til sine teaterstykker, og samtidig blev det et kulturelt mødested for kunstnere fra store dele af Europa.

Skibsreder Marius Nielsen købte Solgården i 1917 og udvidede haven til en stor park. Under vejledning af en landskabsarkitekt gravede man kanaler, søer og anlagde alleer. På sine rejser i Sydeuropa opkøbte skibsrederen kunstværker, som blev placeret forskellige steder i parken.

Solgårdsparken giver gæsterne mulighed for mange naturoplevelser. Man kan grille, lege og hygge sig ved de faciliteter som Støtteforeningen stiller til rådighed.

Kilde: visitdanmark.dk

Kommentarer