Straffen for røverierne nedsat til 7 års fængsel
Store Heddinge: Hovedmanden bag supermarkedsrøverierne har fået nedsat sin straf af Østre Landsret
I november 2013 fik Joachim Boye Pedersen fra Dalby, fik otte år og tre måneders fængsel af Retten i Næstved. Et nævningeting havde kendt ham skyldig i de brutale supermarkedsrøverier i vores område sidste år. Han havde en tidligere dom på ni måneder, så han kunne se frem til ni år bag tremmer. Han ankede dommer på stedet.
Landsretten fandt ham ligeledes skyldig i at have begået de mange røverier. Men de var ikke enige med Retten i Næstved om at det er bevist, at der blev truet med et skarpladt oversavet jagtgevær ved mere end et af røverierne.
Landsretten mente også at det kun er bevist, at der var én kniv ved et det sidste af røverierne og ikke de tre knive, som byretten havde dømt ham for at have.
Landsretten har derfor nedsat straffen med to år, så han slipper med syv års fængsel.
– Dommen viser, at byretten har lagt sig i den øvre ende og lagt til grund, at der blev brugt skarpladte våben, siger den dømte mands advokat Allan Vistisen ifølge Ritzau.
Læs også: Otte års fængsel for supermarkedsrøverierne
Hverken fætteren, Daniel Pedersen eller broren, Nicolai Pedersen har anket deres domme.
Røverierne blev begået i perioden fra 3. august til 2. oktober mod supermarkeder i Faxe Ladeplads, Karise, Ørslev, Terslev, Klippinge, Store Heddinge, Lellinge, Rønnede og Lendemarke ved Stege.
Udbyttet ved de mange røverier var 325.000 kroner ifølge anklageskriftet.
Flere af røverierne menes begået sammen med andre mænd. Det er ikke lykkedes for politiet at finde alle de medvirkende. Røverne var maskerede under røverierne, så det har ikke været muligt at identificere dem på optagelserne fra overvågningskameraerne. Men man har registreret deres færden via deres mobiltelefoner.
Kommentarer