Strandudvidelsen ved Rødvig Havn sættes i bero
Da sandet fra sejlrenden i Rødvig Havn har vist sig at være for finkornet til at lave en stabil og sikker strand for områdets beboere og andre strandgæster sættes strandudvidelsen midlertidigt i bero.
En analyse af sandet fra sejlrenden i Rødvig Havn har vist, at sandet er for finkornet til at kunne bruges til strandfodring.
I analysen af sandet viste det sig, at kun 1 ud af 8 prøver havde den anbefalede middel-kornstørrelse, der kan bruges til strandfodring. Det frarådes derfor at bruge sandet fra sejlrenden, da der er risiko for, at det vil opføre sig som muddersand/ kviksand, hvilket vil være til fare for brugerne af stranden, og at sandet desuden vil forsvinde i løbet af meget kort tid.
Derfor sættes strandudvidelsesprojektet i bero, indtil det er undersøgt nærmere, hvor der kan indhentes egnet sand fra, og hvad det har af betydning for økonomien.
Stevns Kommune er i tæt kontakt med Rødvig Borgerforening om strandudvidelses-projektet. Partnerne er enige om, at projektet midlertidigt må sættes i bero for at opnå det bedste resultat.
Kommentarer