Strøby Egede

Strøby Minkfarm inviterer til Åbent Landbrug

mink

Strøby: Karina og Morten Teglgaard Pedersen inviterer til Åbent Landbrug på Strøby Minkfarm på søndag

Søndag den 21. september inviterer Karina og Morten Teglgaard Pedersen til Åbent Landbrug på Strøby Minkfarm. De er sammen om driften af stedet og bor på gården med deres fire børn.

De købte gården i 2004 og har siden 2006 udvidet produktionen. De har altid gerne villet noget med landbruget og har det godt med livet på landet og specielt produktionen af minkskind. Årets forløb er fuld af nye udfordringer og opgaver. De starter foråret med parringer af minktæverne, hvorefter hvalpene kommer i april. Omkring starten af juni bliver hvalpene fordelt og går sammen to og to indtil 1. november, hvor pelsningen af minkene finder sted.

Minkskindene er meget eftertragtede på det kinesiske marked og bliver henover året solgt på fem auktioner ved Kopenhagen Fur i Glostrup.

Karina og Morten Teglgaard Pedersen er klar til at svare på spørgsmål til bedriften og produktionen.

Åbent Landbrug er et årligt tilbagevendende arrangement, hvor landbrugsbedrifter over hele landet inviterer inden for i staldene og arrangerer en række aktiviteter for de besøgende. Åbent Landbrug ligger altid den 3.søndag i september.

Det er gratis og alle er velkomne. Dagen byder på oplevelser og aktiviteter for både børn og voksne

Der er Åbent Landbrug søndag den 21. september på Strøby Minkfarm, Klippingevej 11, 4671 Strøby. Åbningstiden er fra klokken 10-16.

Kommentarer