Strøbyskolens motionsdag ved kommunens sommerhus
Strøby Ladeplads: Der var stor aktivitet ved kommunens sommerhus i Strøby Ladeplads i dag
Fredag den 11. oktober havde Strøbyskolen allieret sig med Ungdomsskolen i anledning af skolernes motionsdag. Hele udskolingen, hvilket vil sige, 7 til 9. klassetrin havde henlagt aktiviteterne til kommunens sommerhus i Strøby Ladeplads.
Her blev eleverne præsenteret for et bredt udsnit af forskellige discipliner. Der var knald på fra starten. Eleverne fik her en rigtig god mulighed for at afprøve nogle motionsformer, som de ikke er vant til. Disciplinerne strakte sig over så brede felter som mountainbiking, terrænløb, spandebold, figurkreering, stafetløb, stenhop og vandopsamling. Alt sammen gennemført i en god, positiv og humoristisk ånd. Indimellem ”slagene” var der mulighed for at læske sig med saftevand og suppe. Specielt den varme suppe var en stor succes i det kolde og blæsende vejr.
Ungdomsdagskolens lærere og elever gav en stor hjælpende hånd i afviklingen af arrangementet. De stod blandt andet for den varme suppe og agerede på fornem vis som poster i terrænet.
– I det hele taget var arrangementet et rigtigt godt eksempel på at man kan opnå en stor positiv aktivitet i et inspirerende miljø, hvis man forstår at bruge hinanden og hinandens kompetencer på en hensigtsmæssig måde. Det lover godt for fremtiden, hvor man i høj grad satser på at skabe sammenhæng i det kommunale læringsmiljø. En stor tak til alle medvirkende der trods det hårde vejr hele tiden bevarede energien og det gode humør, udtaler Kim Wilken Rasmussen, souschef i ungdomsskolen.
Ungdomsskolen har overtaget ansvaret for driften af kommunens sommerhus ved Strøby Ladeplads. Man er gået i gang med at shine sommerhuset og de tilhørende arealer op, efter alle kunstens regler. Det er et fornemt mål for Ungdomsskolen at skabe et fælles kommunalt aktivitetsmiljø i og omkring sommerhuset. Dette område rummer alt hvad hjertet kan begære af skov, strand, kultur mv. I det hele taget et inspirerende miljø der inspirerer til stor positiv aktivitet, til glæde for for eksempel de kommunale institutioner.
Kommentarer