Strøby Egede får ikke blødere drikkevand
Strøby Egede Vandværk vil ikke montere et centralt blødgøringsanlæg, af frygt for at ændre på drikkevandets kvalitet.
Et flertal af forbrugerne i Store Heddinge stemte i september måned ja til et nyt blødgøringsanlæg på Store Heddinge Vandværk.
På Strøby Egede Vandværk i den anden ende af kommunen mener man, at de forbrugere, der synes at vandet for hårdt, selv skal blødgøre deres vand. De har ingen planer om at montere et centralt blødgøringsanlæg, for at fjerne kalken i forbrugernes drikkevand. Det oplyser Vndværket, efter at de har modtaget flere henvendelser fra forbrugere angående kalk i drikkevandet.
Siden 1955 har Strøby Egede Vandværk pumpet drikkevand op fra den stevnske undergrund, som består af kridt og kalk. Vandet er hårdt, men sundt og velsmagende netop på grund af mineralerne, heriblandt kalken, i vandet. Vandets hårdhedsgrad er 19° dH, som er et udtryk for vandets indhold af calcium og magnesium, og det er inden for rammerne af de godkendte normer og ligger langt under maksimumgrænsen og de fleste vandforbrugende husholdningsmaskiner af god kvalitet kan indstilles efter vandets hårdhedsgrad. Det skriver Strøby Egede Vandværk på deres hjemmeside.
Læs også: Store Heddinge Vandværk investerer i blødgøringsanlæg
– Vi har en god vandkvalitet og vi vil være betænkelige ved at ændre på smag og sammensætning af vandets struktur ved på selve vandværket at tilføre de tilsætningsstoffer, som er nødvendige for, at et centralt blødgørings-anlæg skal kunne fungere, skriver Strøby Egede Vandværk på hjemmesiden.
Vandværket informerer på hjemmesiden om hårdhed af vand og om hvordan forbrugerne selv kan afkalke deres vand.
Kommentarer