Strøby Kirke skal igennem en omfattende renovering
Strøby Kirke: Menighedsrådet i Strøby Sogn har besluttet at Strøby Kirke skal igennem en omfattende renovering.
Sidste forår blev Strøby Kirke lukket akut efter at der er fundet skimmelsvamp i bunden af kirketårnet. Siden da har menighedsrådet drøftet problemerne med arkitekt og kirkemyndigheder.
Tirsdag den 1. marts afholdt menighedsrådet i Strøby et offentligt møde om renoveringen af den gamle middelalderkirke. Og her blev det afsløret at menighedsrådet har besluttet at gå efter en omfattende renovering af kirken, der vil koste omkring 11 millioner kroner. De omkring 45 deltagere i orienteringsmødet var positive og stillede mange spørgsmål.
– Tanken er vokset undervejs, at når vi alligevel er i gang, kan vi lige så godt gøre det ordentligt. Vi har i flere år haft nogle ønsker, som er blevet udsat. Vi synes, at tiden er inde til at gøre noget ved sagen nu, mens kirken alligevel er lukket, siger menighedsrådsformand John E. Hansen til Dagbladet.
Mangler 7 millioner kroner
– Vi har et tilsagn fra provstiet, der gerne vil være med til at finde de første fire millioner. Resten skal vi ud at fundraise. Vi er allerede i gang med at søge diverse fonde, og så ved vi jo, at der bor mange gode folk i Strøby Sogn. Vi tager med tak mod alle gode gavebidrag, siger John E. Hansen til Dagbladet.
Arbejdet starter først når pengene er fundet
Til spørgsmålet om hvornår Strøby Kirke atter kan tages i brug, svarer menighedstådsformanden:
– Det kunne vi give et helt klart svar på: Det aner vi ikke! Vi sætter ikke håndværkerne i gang, før vi har pengene, men jeg tør godt sige, at vi ikke kommer til at holde julegudstjenester i kirken i år. Det kommer til at trække længere ud, siger John E. Hansen.
Kommentarer