Strøbyhjemmets fremtid er usikker
Strøby: Strøbyhjemmet trænger til en renovering af den store slags, og det har fået Stevns Kommune til at overveje fremtiden for bygningerne.
Strøbyhjemmet er en gammel, nedslidt bygning, som trænger til en renovering, og det koster mange penge at varme huset op, da oliefyrene i kælderen er fra 1974, skriver Sjællandske.
Selvom samværet er dejligt blandt beboere, pensionister og dagplejere er det ifølge formanden for Social- og Sundhedsudvalget, Thor Grønbæk (K), nødvendigt at overveje fremtiden for huset.
Læs også: Mænd i Stevns Kommune får nyt sted at mødes
Der er i øjeblikket kun to beboere på Strøbyhjemmet, og der tages ikke nye ind. Da der ikke bliver opkrævet husleje af dagplejere og pensionister, står bygningen uden indtægter.
– Derfor er vi nødt til at gøre os nogle overvejelser om husets fremtid. Skal vi bruge måske 30 millioner kroner på at renovere hele huset og genoverveje, hvad vi vil bruge det til? Eller er vi som kommune bedre tjent med at rive det ned og opføre noget andet – eller sælge det til en privat investor? Det skal vi diskutere i de kommende måneder, og det har jeg fortalt bestyrelsen i Skæp, hvor Birgith Christensen er formand, siger Thor Grønbæk (K) til Sjællandske.
Strøbyhjemmet på Rolighedsvej 7 har ikke været brugt som plejehjem i flere årtier. Det ejes af Stevns Kommune med administreres af boligselskabet Lejerbo.
Kommentarer