Rødvig

Sunken motorbåd blev hævet onsdag

sunken_motorbaad_8

Rødvig: Rødvig Skibs- og Bådebyggeri gennemførte onsdag en vellykket hævning af en sunken motorbaad i havnen i Rødvig.

Onsdag den 7. januar havde Rødvig Skibs- og Bådebyggeri fået opgaven med at hæve en motorbåd, der var sunket i havnen i Rødvig.

– Det var en lang og kold dag, men med god hjælp fra BMS folkene, Anders og Lasse, så gik hævningen rigtig godt. Det var lidt af en kran der kom rundt om hjørnet ved pakhuset i formiddags. 220 tm BMS mobilkran med 2 følgevogne med ballast osv. Det så vildt ud, men det var nødvendigt at være sikker på at have nok løfteevne, da en båd fuld af vand vejer temmelig meget, fortæller Jens Rolighed fra skibsværftet. Og han fortsætter:

– Lasse kom med sin jolle, så vi kunne komme rundt om båden på begge sider. Vi slap for at sende dykkeren helt under vand, da det kunne lade sig gøre, omend med lidt bøvl, at få trukket stropperne under båden, da den stadig flød. Vi sørgede for at stroppe den fast med en 20 ton spændstrop agter, så der ikke var nogen risiko for at den skred nogen steder.

Da stropperne var placeret blev båden bugseret over til kajen og hævet cirka 1 meter, før dykpumperne blev sat ned. Herefter var det bare at vente på at pumperne tømte båden for vand imens kranen løftede båden gradvist højere op. Det blev hurtigt tydeligt hvad der havde forårsaget havariet, da der var et stort hul agter styrbord, lige over vandlinien.

– Problemet var at vi ikke kunne sænke den af og ændre på stropperne, da den så ville blive fyldt med vand igen, pga det store hul i siden. BMS-kranmanden var en smule betænkelig, men der var jo ikke så meget andet at gøre end at løfte.

Da båden var tømt for vand, blev den løftet henover tre rækker både der står på land for vinteropbevaring og stillet af på en blokvogn.

Den store kran skulle derefter pakkes sammen igen, al modvægten skulle af igen, for at den kunne køre henover havnen og læsse båden af i den sidste ledige beddingsvogn.

– Alt foregik i god ro og orden, uden de store problemer, omend vi var ved at få en parkeringsbøde for at parkere vores bil vi havde hentet værktøj med, på gaden foran Café Marina, afslutter Jens Rolighed.

Kommentarer