Svanesøen direkte fra Det Kongelige Teater
Store Heddinge: Snurretoppen transmitterer Tjajkovskijs ballet Svanesøen direkte fra Det Kongelige Teater.
Onsdag den 15. april klokken 20 transmitterer Snurretoppen Tjajkovskijs ballet Svanesøen direkte fra Det Kongelige Teater.
Svanesøen behøver næppe nogen nærmere præsentation – den klassiske ballets største klassiker, ingen over og ingen ved siden af.
Det er et af de mest bevægende værker i ballethistorien, en dramatisk historie om uopnåelig kærlighed, der næsten 150 år efter dens tilblivelse stadig kan gribe publikum. Den er en sand genistreg, der formår at spille på hele følelsesregistret – fra melankoli til ekstase, fra rædsel til ømhed, fra desperation til håb – alt sammen ledsaget af Tjajkovskijs berusende musik.
Svanesøen blev oprindeligt skabt af Marius Petipa og Lev Ivanov i slutningen af 1800-tallet. Siden har alverdens balletkompagnier haft den på repertoiret. Nu er turen kommet til Nikolaj Hübbe og Silja Schandorff, der sammen med scenograf Mia Stensgaard og lysets troldmand fra Finland, Mikki Kunttu, inviterer til en splinterny tolkning.
A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, har ved en særlig fondsdonation muliggjort denne opsætning af Svanesøen.
Forestillingen varer 2 timer og 35 minutter.
Billetter til den direkte transmission koster 200 kroner inklusive et glas og de kan købes på Snurretoppens hjemmeside.
Kommentarer