Store Heddinge

Sygefraværet hos kommunens ansatte skal nedbringes

thor-groenbaek

Stevns: Thor Grønbæk går nu til kamp mod sygefraværet blandt kommunens ansatte

Thor Grønbæk (K), der er ny formand for Social- og Sundhedsudvalget, går nu til kamp mod sygefraværet blandt kommunens ansatte. Sygefraværet blandt de ansatte i Stevns Kommune ligger på omkring 10 procent. Det svarer til 170 fuldtidsstillinger, idet kommunen har cirka 1700 ansatte.

– Det er vi nødt til at forholde os til som politikere, når vi sidder og vender hver en femøre. Vi har ikke råd til at lade være, siger Social- og sundhedsformand Thor Grønbæk (K) til Dagbladet.

Det høje tal skyldes blandt andet, at der ikke har været nogen grænse for hvor længe man kan være sygemeldt. Det betyder at nogle har fået lov at være sygemeldte i op til halvandet år. Thor Grønbæk ønsker nu at en sygemelding højst kan gælde i seks måneder.

– Vi skal have mod til at sige, at hvis man har været syg i seks måneder, så kan man ikke være ansat længere. De kolleger, der skal være tilbage, skal vide, hvor længe de skal løbe stærkere, siger Thor Grønbæk.

– Men kommunen er også en virksomhed, som skal løbe rundt, udtaler Thor Grønbæk der dog erkender, at det er barskt over for en langtidssyg medarbejder. Han afslutter:

– Det sociale sikkerhedsnet, som vi har i Danmark, er stærkt nok til at bære det forløb, der ligger efter et afsluttet ansættelsesforløb.

Kommentarer