Store Heddinge

Sygehusdirektør stopper

Direktionen i Region Sjælland har indgået en fratrædelsesaftale med sygehusdirektør Henrik Villadsen, Sjællands Universitetshospital.

Efter fem år som sygehusdirektør ved Sjællands Universitetshospital fratræder Henrik Villadsen sin stilling.

Per Bennetsen, adm. direktør i Region Sjælland, udtaler:
– Henrik Villadsen har været den drivende kraft i etableringen og opbygningen af universitetshospitalet og forberedelsen til nybyggeriet i Køge. Sygehuset bevæger sig nu ind i en ny fase, som kalder på nye kræfter. Det er nu den daglige drift samt samspillet med øvrige sygehuse og parterne i det nære sundhedsvæsen, der skal mere i fokus i overensstemmelse med Regionsrådets strategi.

Henrik Villadsen udtaler:
– Jeg er stolt over, at vi har fået Sjællands Universitetshospital på vingerne, og det har været fem fantastiske år, som jeg er taknemmelig for. Der er forskellige synspunkter om den strategiske- og driftsmæssige udvikling af universitetshospitalet, og derfor er det naturligt, at vejene må skilles. Jeg ser frem til nye ambitiøse udfordringer og glæder mig fortsat til at løse opgaver i det danske sundhedsvæsen til gavn for patienterne.

Fratrædelsesaftalen indebærer, at Henrik Villadsen fritstilles og modtager løn svarende til 2,9 millioner kroner i perioden, i overensstemmelse med de vilkår, der er gældende for hans ansættelsesforhold.
Konstitueret sygehusdirektør

Rekrutteringen af en ny sygehusdirektør til Sjællands Universitetshospital vil straks blive sat i gang. Torben Dencker Rasmussen, sygehusdirektør på Holbæk Sygehus, er indsat som konstitueret sygehusdirektør ved Sjællands Universitetshospital.

Torben Dencker Rasmussen er uddannet cand. polit fra Københavns Universitet og har været vicedirektør, administrationschef og kontorchef på sygehusene i Roskilde og Køge fra 1986-2012. Fra 2012 har han  været sygehusdirektør på Holbæk Sygehus og vil således både være sygehusdirektør på Holbæk Sygehus og konstitueret sygehusdirektør på Sjællands Universitetshospital i den kommende periode.

Kommentarer