Sys Bjerre giver koncert i Snurretoppen
Store Heddinge: Sys Bjerre indleder forårets koncert-turné med en koncert på hendes nye hjemmebane, Snurretoppen.
Onsdag den 17. februar 2016 klokken 20.00 giver stevnsboen Sys Bjerre en koncert hos Kulturforeningen Spilledåsen i Snurretoppen i Algade i Store Heddinge.
Den 1. september sidste år flyttede Sys Bjerre til landejendommen Østergård lidt uden for Renge mellem Lille Heddinge og Store Heddinge, sammen med sin kæreste og tre musiker-venner.
Da hun i efteåret udgav sit fjerde album, ’Alle Mine Fejl’, holdt hun releasekoncert i Snurretoppen.
Læs også: Sys Bjerre giver koncert i Snurretoppen fredag
Nu indleder hun forårets koncert-turné med en koncert på hendes nye hjemmebane.
Om ’Alle Mine Fejl’
En forårsdag i 2014 sad Sys Bjerre på et “hotel” i Hamborg – et hotel, som tidligere havde fungeret som bordel. Hun var steget ombord på et tog tidligt samme morgen uden rigtig at vide, hvor hun ville hen. Hun ville bare væk. Med sig havde hun sin computer og guitar. På hotelværelset satte Sys sig ned på en bordeaux himmelseng med spejl i loftet, og skrev sangen ‘Alle Mine Fejl’.
Sangen var hendes første i over to år og da hun skrev den, troede hun, at det var en sang til sin kæreste; en bøn om han ikke nok ville elske hende på trods af alle hendes fejl. Men efterhånden som månederne gik og nye og flere sange kom til, erkendte Sys, at ”Alle Mine Fejl” faktisk ikke var en bøn til kæresten, men til hende selv.
På albummets 11 popnumre sætter Sys Bjerre de karaktertræk, følelser og handlinger, hun er allermindst stolt over ved sig selv, på vers.
”Det lyder deprimerende, men resultatet er overraskende festligt, faktisk. Jeg har altid været god til at fejre,” lyder det fra sangerinden og sangskriveren bag de ærlige og personlige bekendelser.
Fra fællesskabsfølelse til Sys-følelse
At Sys er en dygtig komponist og formidler, hersker der ingen tvivl om. Siden debuten ”Malene” i 2008 har hun stået bag hits som ”Kegle”, ”Alle Mine Veninder”, ”Hey Vanessa”, ”Kære Farmor – du som er i Herlev” og ”Sku’ Ha’ Gået Hjem”. Men Sys’ diskografi inkluderer også en fortolkning af Carl Nielsen–‐værket ”Tit er jeg glad” for DR samt ”Krig og fest” som er en fortolkning af en bibeltekst på ”Lydspor fra Bibelen”. Herudover har hun også komponeret hyldestsangen, ”Kære Grundlov”, til Grundloven. Hendes musikalske og kompositoriske talent og lidenskaben for musikken favner således bredt.
Medvirkende:
- Sys Bjerre (vokal)
- Jakob Birch Sørensen (guitar)
- Thorbjørn Nyander Poulsen (bas, synth, keys)
- Carsten Skov (trommer, perc).
Pris for medlemmer af Kulturforeningen Spilledåsen 175 kroner. Øvrige skal betale 200 kroner. Køb billetterne på Spilledåsens hjemmeside
Kommentarer