Erhverv

Fuld beskæftigelse i Stevns kommune

I 21 kommuner, deriblandt Stevns, havde mindst 8 A-kasser en ledighed på under 2 procent i juni 2017.

Ledigheden i Danmark har været faldende siden 2013 og det betyder, at i næsten hver fjerde af landets kommuner har flere end 8 A-kasser i dag en ledighed på under 2 procent, hvilket i realiteten svarer til fuld beskæftigelse. Det skriver Agenda.dk.

Det gælder også for Stevns Kommune, hvor der meldes om fuld beskæftigelse i 8 A-kasser.  I vores nabokommuner Faxe og Køge, er der kun 4 A-kasser der har en ledighed på under 2 procent.

For fire år siden var det kun 2 ud af 94 kommuner, der oplevede samme lave tal.

En ledighed på netop 2 procent ses som den gyldne grænse, der indikerer, at man reelt set har fuld beskæftigelse. Det skyldes at der altid vil være en lille andel af befolkningen, der står uden arbejde, for eksempel i forbindelse med jobskifte.

Når der er fuld beskæftigelse, oplever virksomhederne en mangel på kvalificerede medarbejdere. De bliver derfor i stigende grad hæmmet i deres produktion eller må takke nej til ordrer. Den lave ledighed i juni 2017 ses i næsten samtlige a-kasser, men har især ramt El-faget, metalarbejderne, byggefagene og 3F.

Ifølge Agenda er der for eksempel ikke flere el-arbejdere til rådighed for virksomhederne i hele 81 ud af 94 kommuner. Og 30 kommuner melder om fuld beskæftigelse for metalarbejdere.

Ud af de 21 kommuner med lav ledighed findes de 15 i Vestjylland, omkring Aarhus og dele af Sønderjylland. Kun fem kommuner på hele Sjælland har mere end 8 A-kasser med stort set fuld beskæftigelse. Det er Allerød, Egedal, Dragør, Solrød og Stevns.

Billedet ser helt anderledes ud i de store byer. I København, Aarhus og Aalborg melder således kun en enkelt A-kasse om fuld beskæftigelse.

Kommentarer