Tæt på udsolgt til Peter Belli koncert
Store Heddinge: Der er nu så få billetter tilbage til koncerten, at billetsalget på Spilledåsens hjemmeside er lukket.
Onsdag den 25. november klokken 20 giver Peter Belli & De Rejsende koncert hos Kulturforeningen Spilledåsen i Snurretoppen i Atore Heddinge.
Peter Belli, med kælenavnet ”Ulven” Peter, har haft en længere karriere end de fleste på den danske rockscene. Han har både varmet op for The Beatles, gået i byen med Rolling Stones og været den første langhårede rockstjerne i DK. Han udgav sin første single i 1964, har haft utallige hits igennem karrieren – og er stadig mere levende end de fleste, når han indtager scenerne rundt omkring.
Med et stærkt ungt band i ryggen, har Peter Belli de sidste par år nærmest, og nærmest naturstridigt, været bedre end nogensinde på scenen. Poweren og den legendariske vokal står så stærkt som nogensinde – hvad massevis af danskere også kunne opleve ved selvsyn, da Peter Belli i 2012 var del af holdet i den populære tv-serie ”Toppen af poppen”.
Billetsalget er gået forrygende. Faktisk så forrygende at billetsalget på Spilledåsens hjemmeside er lukket. De resterende billetter kan bestilles på billettelefonen 3057 1999.
Der er stadig få billetter til salg hos Kop & Kande i Store Heddinge og Staxen Bøger og Papir i Hårlev.
Opdateret fredag den 20. november klokken 11:33:
Der er nu kun 6 billetter tilbage til koncerten –
4 stk. hos Kop & Kande i Store Heddinge og
2 stk. hos Staxen Bøger og Papir i Hårlev.
Opdateret mandag den 23. november klokken 09:46
Nu er der kun 1 billet tilbage til koncerten med Peter Belli på onsdag.
Billetten er til salg hos Kop & Kande i Store Heddinge.
Kommentarer