Takstharmonisering koster mange penge for borgere i Stevns
Stevns Kommune: Prisen for en enkeltbillet fra Rødvig til København stiger fra 108 kroner til 132 kroner.
Movia har netop bebudet en gennemgribende reform af taksterne i den kollektive trafik på Sjælland, under overskriften ’Takst Sjælland 2016’. Reformen er besluttet i tæt samarbejde med DSB, Metro, Trafik- og Byggestyrelsen og Transport- og Bygningsministeriet.
Der er tale om en af de største reformer af priserne i den kollektive trafik siden 1970’erne
Hovedtræk i ‘Takst Sjælland 2016’
Indtil nu har Sjælland været opdelt i fire områder; Hovedstads-området (HT/HUR), Vestsjælland, Sydsjælland og DSBs skinnezoner. Det har betydet at der har være fire forskellige prissystemer.
’Takst Sjælland 2016’ indebærer helt overordnet, at Sjælland bliver ét stort pendlingsområde med ens rejseregler.
’Takst Sjælland 2016’ omfatter 70 procent af alle rejser i den kollektive trafik i Danmark, når harmoniseringen er fuldt gennemført. Der foretages over 300 mio. rejser årligt på Sjælland og øerne.
Rejsekortet vil altid være billigst
Reformen betyder blandt andet at passagererne kan regne med, at rejsekortet altid er billigst, med mindre man rejser 26 gange på en måned i samme relation eller zoner, så skal man have et periodekort.
Den viden har kunderne i den kollektive trafik ikke i dag, selvom de har efterspurgt den i årevis.
3 procent bliver berørt negativt
97 procent af alle rejser på Sjælland vil stort set ikke blive berørt af takstharmoniseringen. 3 procent af alle rejser på Sjælland bliver imidlertid berørt af takstharmoniseringen med prisstigninger på over 5 procent og ændrede rejseregler.
For eksempel afskaffes alle-zoner princippet i det gamle takstområde Hovedstaden og i det gamle takstområde Vest, og antallet af zoner på Sydsjælland stiger fra 52 til 62 zoner.
Store stigninger for passagerer fra Stevns til København
Det betyder at passagererne fra Stevns kommer til at opleve store prisstigninger på rejserne mellem Stevns og København. Hvor det nu koster 108 kroner for en enkeltbillet fra Rødvig til København, vil det fremover koste 132 kroner.
Hvis man benytter rejsekortet vil prisen dog kun være 91 kroner. Men det er næsten dobbelt så dyrt som før, hvor prisen med rejsekort var 49 kroner. Et periodekort til 30 dage, stiger fra 1385 til 2050 kroner. Det skriver Dagbladet
De store prisstigninger skyldes at ’Alle-zoner’ princippet afskaffes. Passagerne skal fremover betale for det antal zoner, der rejses.
Stort set uændrede lokale takster
Billetpriserne holder sig stort set uændrede for de lokal rejser. Prisen er uændret eller stiger en smule mellem Rødvig og Køge eller Roskilde og de falder en smule mellem Rødvig og Faxe eller Næstved.
’Takst Sjælland 2016’ byder også på mange andre forandringer, som kunderne skal have god information om – og tid til at vænne sig til.
Alle involverede parter i arbejdet med Takst Sjælland 16 har været dedikerede omkring at sikre, at så få passagerer som overhovedet muligt bliver negativt berørt af takstharmoniseringen. F.eks. har der i arbejdet været rettet særlig opmærksomhed mod at sikre, at pendlerne berøres så lidt som overhovedet muligt.
Movia er overordnet tilfreds med, at blot 3 procent bliver berørt negativt. Men de har samtidig meget stor forståelse for, at ulemperne ved ’Takst Sjælland 16’ vil overskygge fordelene for dem, der kommer til at opleve negative konsekvenser af, at priserne harmoniseres i den kollektive trafik, kan man læse på Movia’s hjemmeside.
Man kan læse meget mere om ’Takst Sjælland 2016’ på Movia’s hjemmeside.
Kommentarer