Teater for de helt små i Erikstruphallen
Stevns Teaterforening melder sig i rækken af beundrere af Teater My og har igen inviteret teatret til Store Heddinge.
Lørdag den 25. november klokken 11.00 kan man opleve Teater My med forestillingen ’Jeg kan huske alting’ for de 2 til 5-årige. Det foregår i Erikstruphallen
Danmark har en række børneteatre, som igen og igen bliver inviterede til at vise deres forestillinger over hele verden. Deriblandt Teater My. Det er professionalismen og respekten for børnene, som teaterarrangører elsker.
– Mette Rosleff møder sit publikum med en alvor og ømhed, som få de mindste til at mærke deres egen betydningsfuldhed, siger Lene Vestergård fra teaterforeningen og hun fortsætter:
– Jeg er fan. Og har været det i mange år!
Barnet gennemgår i ’Jeg kan huske alting’ sin dag i tankerne, og de mindste detaljer fylder og bidrager til, at det blev en god dag:
Når jeg tænker på min dag, kan jeg huske det hele. For jeg er mig, og inde i mit hoved findes alt det, som jeg har lavet i dag.
Mine øjne har set så mange ting. Mine ører har hørt så mange lyde. Også musik.
Fra kanten af min seng, kan jeg kigge ud over hele min verden, på alle dem, som jeg kender.
Fra sengekanten kigger vi ud på verden. Ud af vinduet. På månen og på himlen fuld af stjerner. Det er teatermagi; drømmende og poetisk.
Målgruppen er de 2 til 5-årige og deres forældre
Billetter kan købes på Stevns Teaterforenings hjemmeside.
Billetpris for børn og medlemmer: 60 kroner. (Både voksne og børn skal have billet). Løssalg: 125 kroner.
Kommentarer