Teaterskole i Store Heddinge til juli
Store Heddinge: Stevns Amatør Scene tilbyder sommerskole med fire raske dage med teater i juli måned
Stevns Amatør Scene afholder teaterskole med drama, musik, sang og dans i uge 28 i år for børn, der går i 0., 1., 2., 3., 4. og 5. klasse.
Teaterskolen afsluttes med at vise forestillingen: Søuhyrets søde eventyr, der er digtet af Victor og Grethe og med musik af John med flere.
Mandag, tirsdag, onsdag mødes deltagerne på Store Heddinge skole, i gymnastiksalen.
Om onsdagen går deltagerne efter frokost en tur til Snurretoppen for at se, hvordan en scene ser ud forfra og bagfra og da også for at prøve at øve på den.
Om torsdagen mødes deltagerne på Snurretoppen, hvor de efter en masse forberedelser spiller forestillingen for interesserede klokken 14. Det vil sige forældre, søskende, bedsteforældre, oldeforældre, tanter, onkler, mostre, kusiner, fætre, naboer og kammerater.
Det koster ikke noget at se forestillingen.
Men det koster 75 kroner, kontingentet for 2013, at deltage i Teaterskolen.
Teaterskolen foregår mandag den 8. og tirsdag den 9. juli fra klokken 10 til 14 på Store Heddinge skole. Onsdag 10. juli fra klokken 10 til 16 på Store Heddinge skole og torsdag den 11. juli fra klokken 10 til 15 på Snurretoppen.
Husk, at man skal komme alle 4 dage og at teaterskolen starter præcis klokken 10 hver dag.
Teaterskolens ledere er Grethe Fischer, Mona Gregers Nielsen, Christian From, Lunde Lindstedt med flere.
Man kan kontakte Grethe Fischer fra Stevns Amatør Scene på telefon 5650 6945/2145 6946 eller e-mail: gref@privat.dk
Forestillingen vises for alle interesserede torsdag 11. juli klokken 14 på Snurretoppen i Store Heddinge
Kommentarer