Store Heddinge

Temaaften om psykiske lidelser på Café Stevnen

cafe_stevnen_store_heddinge

Store Heddinge: Café Stevnens Venner inviterer alle til temaaften om psykiske lidelser torsdag aften.

Sygdomserkendelse og sygdomsindsigt kan være svært at håndtere for den der er ramt af psykisk sygdom og ikke mindst for de pårørende. Og på nogle arbejdspladser er der slet ikke plads til psykiske lidelser.

– Derfor er vi glade for at kunne byde velkommen til to ambassadører fra kampagnen ”EN AF OS” torsdag den 3. september i Café Stevnen. Det er med Mads Trier Blom i spidsen samt en af kampagnens andre ambassadører. Begge har stor erfaring både i egen sygdom, men også i formidling om hvordan det kan overkommes og forklares, fortæller Jette Balslev, der er formand for foreningen Café Stevnens Venner.

– Kom til et spændende foredrag, det er slet ikke så kedeligt.

Mads Trier Blom har selv kæmpet sig igennem som bipolar (manio-depressiv) og har holdt foredrag landet rundt om hvordan det var, og hvordan det blev. Han er nu tilknyttet et oplysningsteam i Region Sjælland og som ambassadør for kampagnen ”EN AF OS”, og han sidder i bestyrelsen for DepressionsForeningen.

Landskampagnen “EN AF OS” har til formål at fjerne tabu om psykisk sygdom i Danmark – altså slut med diskrimination og udelukkelse af mennesker, der har eller har haft en psykisk sygdom. Det skal være lettere for den enkelte med psykisk sygdom at leve et fuldt og godt liv som en ligeværdig del af samfundet.

– Alle er og skal føle sig som ’EN AF OS’.  Det kommer Mads Trier Blom og en af ambassadørerne og fortæller om den 3. september. Det handler også om deres egen tilgang til det at være psykisk syg og de erfaringer de har gjort. Kom og lyt til nogle af de mennesker der tør fortælle selv og gøre en indsats for at hjælpe andre, siger Jette Balslev, der er formand for foreningen Café Stevnens Venner, der slutter af med opfordringen:

– Kom til et spændende foredrag, det er slet ikke så kedeligt.

Deltagelse koster 50 kroner, som betales ved indgangen
Tilmelding er ikke nødvendig – alle er velkomne

Arrangementet afholdes torsdag den 3. september fra klokken 19.00 til cirka 21.00 på Café Stevnen, Algade 33 C, 4660 Store Heddinge.

 

Kommentarer