Temauge om demokrati på Stevns bibliotekerne
Danmarks Biblioteker sætter fokus på demokratiet i hele uge 41 – og det samme gør selvfølgelig også Stevns Bibliotekerne.
Danmarks råstof er viden, indsigt og veloplyste borgere med forståelse for, hvordan et demokratisk samfund fungerer. Alle – unge som gamle – har derfor ret til hele tiden at blive klogere, og til at lære at gennemskue falske informationer fra sande.
På biblioteket er der derfor fri og lige adgang til viden og information for alle – og med personlig hjælp til dem, der efterspørger det. At være en del af folkestyret kræver forståelse for den demokratiske tanke, og bibliotekets mange aktiviteter og tilbud er på hver deres måde med til at understøtte den demokratiske forståelse for det enkelte menneske.
Det vigtige ved demokrati er, at folk deltager – sådan som der jo også er tradition for i det danske folkestyre. Snart er der kommunalvalg – den 21. november – hvor vi har mulighed for – med vores stemme – at afgøre det kommunale politiske landskab de kommende fire år.
Men – hvad betyder ”demokrati” for DIG – det vil de meget gerne vide på Stevns Bibliotekerne.
Derfor lægger de talebobler frem på alle tre biblioteker, hvor de beder dig skrive, hvad du tænker, når du hører ordet ’demokrati’. Udfylder du taleboblen i den ubetjente åbningstid, så må du meget gerne lægge den i postkassen til ’Ris og Ros’ og/eller ’Kopi-penge’ – ellers giver du den bare til en af os biblioteksmedarbejdere.
Bibliotekerne hænger alle de udfyldte talebobler op til udstilling og håber det vil give anledning til gode snakke om demokrati.
Kommentarer