Strøby Egede

The Rocking Ghosts slutter sæsonen i Solgårdsparken onsdag

The Rocking Ghost afslutter for 18. gang sommerens koncertrække i Solgårdsparken.

Onsdag den 2. august klokken 19 afslutter ‘The Rocking Ghosts ‘traditionen tro sæsonen i Solgårdsparken.

Pigtrådsmusikkens gentlemen gennem 50 år bliver The Rocking Ghosts blandt andet kaldt. De har haft store internationale hits og turneret over det meste af verden. De var med i de glade dage i Hit House og har oplevet tiden med hvinende piger ved scenekanten. Og så har de optrådt sammen med Cliff Richard & The Shadows og andre af rockens store koryfæer.

– Det er 18. gang, at orkesteret lukker musiksæsonen, og mange trofaste musikfans ser frem til denne dag. Bandet plejer at få folk ud på dansegulvet fra første strofe, specielt fordi de er kendt for mange gode hits blandt andet ‘Belinda’ og ‘Oh what a kiss’. Kontakten mellem bandet og publikum plejer at være enestående, og det giver en fantastisk stemning på stedet, siger Olli Pedersen fra Solgårdsparkens Støtteforening.

Det anbefales at medbringe egne borde og stole, så man kan sidde behageligt og nyde den gode stemning musikarrangementerne i Solgårdsparken er kendt for.

Udover varmt tøj, anbefales det også for de ikke-stedkendte at medbringer en lygte, der kan anvendes, når man skal hjem.

Der er som sædvanlig gratis adgang. Til gengæld må man ikke medbringe egne drikkevarer – det gælder også kaffe. Solgårdsparkens Støtteforening sælger drikkevarer, der skal betale musikken og renoveringen af det grønne område.

Der er mulighed for at grille medbragt mad på de tændte griller fra klokken 17.30.

Man kan også vælge at bestille buffet til 125 kroner hos ‘Kok Med Kul På’ samt smørrebrød, på telefon 207 25 207 eller på e-mail bestil@kokmedkulpå.dk, senest inden klokken 12.00 på selve dagen.

Solgårdsparken er en kommunal park, som Solgårdsparkens Støtteforenings cirka 450 frivilligt betalende medlemmer arbejder med at vedligeholde.

Det koster 100 kroner om året at være medlem af Solgårdsparkens Støtteforening.

Kommentarer