Thomas Overgaard vil boykotte Køge som handelsby

Selvom borgmestrene i både Køge og Stevns kommuner har kritiseret Thomas Overgaards opfordring om at boykotte Køge som handelsby, fastholder Thomas Overgaard sit forslag.
Thomas Overgaard, der er medlem af kommunalbestyrelsen for socialdemokratiet, opfordrede i slutningen af sidste uge til en boykot af Køge som handelsby, i protest mod de nye parkeringsafgifter i Køge.
Læs også: Køge Kommune indfører betaling for parkering
Thomas Overgaards forslag mødte dog hård kritik. Først fra borgmesteren i Køge, Flemming Christensen. Han påpeger blandt andet at butikkerne i Køge ikke har ansvar for indførelsen af betaling for parkering.Det skriver dagbladet.
Køges borgmester oplyser desuden at byrådet i Køge er kontraktligt forpligtet til at indføre betalingsparkering, i forbindelse med opførslen af et nyt p-hus og p-kælder med mere end 500 nye p-pladser i midtbyen. Hvis aftalen brydes risikerer kommunen et stort erstatningsansvar.
Forslaget har også fået kritik af borgmester Mogens Haugaard Nielsen.
– Jeg kan kun beklage Thomas Overgaards uheldige udtalelse om boykot af Køges handelsliv. Det er uheldigt at kommunalpolitikere blander sig i andre kommuners interne kommunalpolitiske beslutninger, skriver Mogens Haugaard Nielsen (Nyt Stevns) blandt andet i et debatindlæg i Dagbladet.
Thomas Overgaard fortryder ikke
– Når jeg foreslår en boykot af Køges handelsliv handler det om at lægge maksimalt politisk pres for at få omgjort den beslutning om betalingsparkering som Køge Kommune pålægger pendlere fra Stevns. Det er fuldstændig urimeligt, at politikerne i deres iver for byudvikling påligner de hårdtprøvede Stevns-pendlere yderligere månedlige udgifter, så jeg har absolut ikke behov for at beklage mine udtalelser, siger Thomas Overgaard til Dagbladet.
Parker-og-rejs-anlæg ved Hårlev
Thomas Overgaard påpeger desuden at det haster med at få vedtaget et decideret parker-og-rejs-anlæg ved Hårlev, som Socialdemokraterne har ønsker i flere år.
Underskriftsindsamling
En underskriftsindsamling imod indførslen af P-afgifterne i Køge på skrivunder.net har indtil videre fået 352 underskrifter.
De nye p-afgifter gælder fra mandag den 4. september 2017.
Spørgsmål og svar om betalingsparkering
Køge Handelsstandsforening har bragt en række spørgsmål og svar om betalingsparkeringen på Facebook.
Her kan man blandt andet læse at et enigt byråd står bag beslutningen. Sagen har været behandlet på åbne møder oktober 2007, juni 2008, april 2012, november 2015 og september 2016.
Udkast til Parkeringsstrategi blev sendt i offentlig høring i efteråret 2010 og endelig godkendt i Byrådet den 24. April 2012. Den har siden været tilgængelig på kommunens hjemmeside.
Kommentarer