Tid til valg af ungdomsuddannelse

Stevns Kommune: Vejlederne i UUV Køge Bugt er klar til at hjælpe unge, der er i tvivl om deres uddannelsesvalg eller ønsker hjælp til ansøgning.
Der er ansøgningsfrist til ungdomsuddannelserne i marts ikke kun for elever fra folkeskolen, unge der har forladt skole og som vil i gang med en uddannelse til august skal også søge nu. Mange unge overvejer derfor netop nu deres muligheder og valg af ungdomsuddannelse. Mulighederne kan virke uendelige, og mange faktorer spiller ind, når valget skal træffes. Valget af ungdomsuddannelse kan derfor virke stort og nogle gange uoverskueligt.
2015 bød på ændringer af både erhvervsuddannelserne og SU. Det betyder blandt andet adgangskrav, ændrede grundforløb, flere EUX forløb hvor en erhvervsuddannelse kan kombineres med fag på gymnasialt niveau og grænser for, hvor mange ungdomsuddannelser man kan begynde med SU. Mange har hørt herom, men hvad betyder det i praksis?
Besøg UUV Køge Bugts Åbne Vejledning
Vejlederne i UUV Køge Bugt er klar til at hjælpe unge, der er i tvivl om deres uddannelsesvalg eller ønsker hjælp til ansøgning. Ikke-uddannelsesparate elever i 9./10. klasse modtager vejledning af deres UUV-vejleder på skolen; mens uddannelsesparate elever i 9./10. klasse henvises til eVejledningen. De unge, der har afsluttet 9./10. klasse, kan besøge UUV’s åbne vejledning. Det gælder, uanset om den unge er i tvivl om valg af ungdomsuddannelse eller bare ønsker hjælp til at ansøge. Hele uge 8 har UUV Køge Bugt dobbeltbemanding i den åbne vejledning, så der er vejledning til alle, der lægger vejen forbi Ølbycenter 53,1.
Ungdommens Uddannelsesvejledning
Ungdommens Uddannelsesvejledning, UUV Køge Bugt, varetager vejledning til ungdomsuddannelse for unge i grundskolen og helt op til det 25. år i Greve, Solrød, Køge og Stevns kommune.
Man kan kontakte sin UUV-vejleder for aftale om vejledning eller besøge UUV’s åbne vejledning i Greve, Solrød, Ølby eller på Campus Køge.
På hjemmesiden www.uuv.dk kan man finde sin UU-vejleder samt adresser og åbningstider for den åbne vejledning.
Kommentarer