Debat og politik

Tillid til landbruget og dets organisationer?

I Dagbladet d. 29 maj, frabeder en af vores stevnske landmænd sig, at man hænger landmænd ud, hvilket vi kun kan være enige i.

Indsendt af Betina Baden på vegne af Enhedslisten Stevns.

Vi undres dog over landmandens opfordring til at stole på miljøgodkendte sprøjtegifte i landbruget. Hvis landbruget på Stevns igangsætter en økologisk og ægte bæredygtig omstilling, vil vi bidrage til sundere fødevareproduktion, mere mangfoldig natur og et miljø fri for forurening.

Landmanden fremhæver sin organisation Bæredygtigt Landbrug, men den er ikke tillidsvækkende, tværtimod. Sidste år kom det frem, trods formandens benægtelse, at Bæredygtigt Landbrug brugte offentlige midler fra Promilleafgiftfonden, til at købe sig ind i en “uvildig” rapport fra CBS med titlen “Dansk landbrugs rammevilkår og konkurrenceevne“.

Rapportens konklusion var, at vores landmænd burde få økonomisk kompensation for tab af dyrkningsmuligheder, på grund af de danske rammevilkår. En konklusion som blev baseret på de beregninger som Bæredygtigt Landbrug fik lagt ind i rapporten, og som forskere ved vores universiteter ikke kan støtte op om. Rapporten blev officielt kritiseret for brud på god forsknings – skik, promilleafgiftfonden har krævet 400.000 kr. tilbage og rapporten er trukket tilbage.

Vi ville gerne kunne udvise tillid til landbruget, men grundlaget for tillid er skrøbeligt.

Kilde: www.dr.dk

Kommentarer