Tilliden mellem Venstres gruppe og borgmesteren er væk
Venstres gruppe i kommunalbestyrelsen har meldt ud, at den ikke kan støtte et genvalg af borgmester Mogens Haugaard Nielsen.
Fem Venstre medlemmer af kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune vil stemme for forslaget om et nyt opstillingsmøde på næste uges generalforsamling i Venstre. Et nyt opstillingsmøde vil give Venstres medlemmer mulighed for at vælge en anden spidskandidat til efterårets kommunevalg.
Foruden gruppeformanden Bjarne Nielsen er der tale om Rikke Gliese-Mikkelsen, Rasmus Hoffmann, John Dalsgaard Jensen og Anette Mortensen. Inge Milbrat ønsker at forholde sig neutralt. Det skriver Dagbladet.
Læs også: Den interne uro i Venstre Stevns er blusset op igen
Beslutningen er truffet efter længere tids samarbejdsproblemer mellem Venstres gruppe og Venstres valgte spidskandidat og nuværende borgmester Mogens Haugaard Nielsen. Gruppen har ikke længere tillid til borgmesterens måde at styre kommunen på. De mener desuden, at han træffer sine egne beslutninger uden at høre på gruppens synspunkter.
Desuden betyder det nok også noget at borgmesteren har mistet flertallet i kommunalbestyrelsen. I december måned overtog oppositionen, der består af Socialdemokratiet, Radikale, Enhedslisten og Dansk Folkeparti samt løsgænger Bjarne Østergård Rasmussen officielt magten i kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune.
Venstres formand kritiserer gruppen
– Gruppens holdning kan ikke diskuteres, men jeg undrer mig over, at de ikke videregav disse oplysninger inden opstillingsmødet i efteråret – og dermed har ført både medlemmer og den bestyrelse, som stillede op for dem og Mogens bag lyset. Jeg ved ikke om det ville have ændret afstemningsresultatet, men i min bog ville det have været det rigtige at gøre, siger Venstres formand Birger Hauge til Dagbladet.
Gruppen har været for loyal
– Hvis vi havde reageret tidligere, kunne vi have sparet vælgerne for mange ærgrelser og have bevaret flertallet i Kommunalbestyrelsen, siger gruppeformand Bjarne Nielsen, der erkender, at gruppen har været for loyal over for borgmesteren.
– Hvis vi ikke gør noget nu, er gruppen alvorligt bange for, at et andet flertal tager magten efter næste valg. Venstre kan ikke vinde valget endsige en konstituering med Mogens i spidsen. Med en ny spidskandidat tror jeg stadig, at vi har en chance, siger Bjarne Nielsen.
Borgmesteren trækker sig ikke frivilligt
Borgmester Mogens Haugaard Nielsen der blev valgt som Venstres spidskandidat på et opstillingsmøde den 30. august, har ingen planer om at trække sig. Han er i øvrigt enig med sine kritikere, på ét punkt.
– Jeg er mindst lige så bekymret for Venstres valgchancer, som gruppen er. Men chancerne bliver ikke bedre af, at man gør Venstre til et hus i splid med sig selv uden at søge intern afklaring og forsoning, siger Mogens Haugaard Nielsen til Dagbladet. Og han fortsætter:
– Jeg er overrasket over en del af kritikken. Ikke mindst over, at den ikke er kommet for længe siden.
Borgmesteren erkender dog at der er ting han kunne have gjort anderledes.
– Der er sikkert ting, jeg kunne have gjort bedre, og der er også en del jeg har lært her efter tre år siden valget i 2013. Men jeg har svært ved at se, at jeg er gået galt i byen i en sådan grad, der kræver en ny spidskandidat allerede fire måneder efter, at jeg blev valgt som spidskandidat til valget i 2017, siger manden der på mindre end tre år formøblede Venstres mangeårige flertal i kommunalbestyrelsen.
Kommentarer