Tilmelding åben til VI CYKLER TIL ARBEJDE
Nyd den skønne forårsluft og få smil på læben sammen med kollegaerne i Cyklistforbundets maj-kampagne VI CYKLER TIL ARBEJDE. Gør det på den smarte citybike, den gamle havelåge, den hurtige el-cykel eller den fancy mountainbike. Alle cykler er velkomne i dysten om flest cykeldage og attraktive præmier.
– Cyklen kan noget, som hverken bilen, bussen eller toget kan. Den vækker dig om morgenen. Den giver dig dagens motion. Den giver dig ro til at klare tankerne efter en lang dag. Med cyklen får du overskud i hverdagen. Det er ikke så sært, at forskere har kåret cyklister til de gladeste pendlere, siger direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam.
VI CYKLER TIL ARBEJDE har været arbejdspladsernes årlige motionskampagne siden 1998. Sidste år deltog næsten 60.000 medarbejdere fra mere end 2.000 virksomheder landet over. Nu er tilmeldingen til årets kampagne åben. Alle kan være med, og alle dage på cyklen tæller uanset, om du cykler kort eller langt, om du cykler hver eller hver tredje dag, om du cykler til bus eller tog eller blot den ene vej.
– VI CYKLER TIL ARBEJDE handler ikke om at cykle længst eller hurtigst. Det handler om at være med, om fællesskab og gode oplevelser. Kampagnen er for alle, uanset om man er erfaren cyklist eller debutant, hvor det at gøre det sammen kan være en sjov og motiverende genvej til dagens motion, siger Klaus Bondam.
Tilmeld dig og dit hold på www.vcta.dk. Her kan du også se årets mange præmier.
VIRKSOMHEDER BAKKER OP
Mange virksomheder vælger at betale deltagergebyret på 60 kr. pr. deltager, fordi cykleriet giver et godt socialt fællesskab blandt kollegerne, og fordi en aktiv livsstil med mere cykling i hverdagen er lig færre sygedage blandt medarbejderne.
– Den daglige cykeltur gør en kæmpe forskel for vores velbefindende og sundhed. Når man samtidig cykler på hold sammen med kollegaerne, sker der en forandring, som kan være svær at opnå på egen hånd. Fællesskabet motiverer, og det vil mange virksomheder heldigvis gerne bakke op om, siger Klaus Bondam.
Hvis vi danskere cykler en tiendedel mere end i dag, kan Danmark som samfund ifølge Dansk Industri reducere sygefraværet med hele 267.000 dage. Det vil samlet set give de danske arbejdspladser en årlig besparelse på knap 208 mio. kr.
BLIV EN DEL AF BEVÆGELSEN OG VIND
Man tilmelder sig i hold på 4-16 deltagere. Med holdet kan man heppe på hinanden, fejre hinanden og følge med i, hvordan man klarer sig sammenlignet med andre hold, virksomheder, kommuner og landsdele. Gevinsten er masser af energi, en sundere krop og godt humør til alle deltagere – og måske også en af årets mange præmier.
Hovedpræmien er et rejsegavekort fra Ruby Rejser på 10.000 kroner til alle på vinderholdet, og vinderne kan vælge mellem cykelrejser, singlerejser, skiferie, vandreferie, krydstogt eller daseferie fra Arktis til Antarktis, fra Korsika til Kap Verde og alt derimellem.
Blandt de mange øvrige præmier er en Schindelhauer højkvalitets cykel til en værdi af 18.999 kr. og en Fri BikeSmart El-cykel til en værdi af 19.499 kr. Se alle præmier på www.vcta.dk/praemier.
TILMELDING: SÅDAN GØR DU
Du samler et hold på 4-16 kollegaer og tilmelder jer på kampagnens website www.vcta.dk. Når holdet er tilmeldt, skal I cykle til arbejde (eller til toget eller bussen) så mange dage som muligt i maj måned.
Det koster 60 kr. pr. deltager at cykle med. Undersøg, om din virksomhed betaler deltagergebyret for virksomhedens hold – det gør mange virksomheder
I skal registrere alle jeres cykeldage på nettet. Jo flere dage der cykles, desto flere lodder får dit hold til den store præmielodtrækning.
VIGTIGE DATOER
26. april: Sidste frist for tilmelding
1.-31. maj: VI CYKLER TIL ARBEJDE kører på arbejdspladser over hele landet
10. juni: Frist for indtastning af holdets cykeldage
11. juni: Lodtrækning om præmier
14. juni: Vinderne offentliggøres på www.vcta.dk
Kommentarer