TimeOut på skolernes motionsdag
Stevns Kommune: For Stevnsskolernes 5. og 6. klasser blev ”Motionsdagen” erstattet med en TimeOut
Store Heddinge eleverne tog ”Gåbussen” og eleverne fra Strøby- og Hotherskolen kom med skolebusser til idrætsanlægget omkring Stevnshallen, Stevnsbadet og Munkegården, hvor Ungstevns stod klar med et specielt program – med fysisk aktivitet, konkurrencer og samarbejdsøvelser.
Klasserne var ”hjemmefra” inddelt i to hold. I alt 31 stod klar til en kort velkomst – så alle konkurrencer kunne være i gang klokken 9.00 .
Udendørs var disciplinerne: Vandballonkast, Petanque, Floorball, et Foto Orienteringsløb samt et særligt 800 m forfølgelsesløb, hvor fire hold dystede mod hinanden.
I Stevnshallen blev der spillet Høvdingebold til den store guldmedalje, og i Stevnsbadet foldede tre van(d)vittige konkurrencer sig ud. Over 1½ time skulle de enkelte hold igennem tre samarbejdsøvelser: Bjærgekonkurrence, Fridykning og ”6-dagesløb”. Instruktørerne havde sat overliggeren for konkurrencerne højt, og det var noget alle elever tændte på. Både aktivitets- og færdighedsniveauet var i top. Effekten fra svømmeundervisningen har virkelig slået igennem. Med 110 elever ad gangen, som efter 1½ times vandsjov skulle videre til 3 times action på de øvrige stationer, kunne der nemt blive trængsel i omklædningen. Men den godt indlærte omklædningsdisciplin fra svømmeundervisningen sad stadig godt fast. Ingen mærkede, at mere end 350 elever skulle igennem bad og omklædning.
Efter ni discipliner hvor alle hold gik til stålet med stor energi og entusiasme, blev hold nr. 17 (elever fra Strøbyskolens 6c) det samlede vinderhold. Det samlede resultat kan efter efterårsferien læses på skolernes intranet.
Dagen og ikke mindst de mange positive tilbagemeldinger har sat en tyk streg under, hvad der kan skabes af livsglæde og kvalitet når Stevnsskolerne går sammen om at lave nye og spændende tiltag for vore børn og unge. Når man samtidigt har mulighed for at bruge de mange gode faciliteter som kommunen råder over, går alt op i en højere enhed.
Dette arrangement lover godt for fremtiden for Stevnsskoler i bevægelse.
Kommentarer