Boestofte

To efterskoler holdt kæmpe gymnastikshow

Foto: Erik Cheng. Arkitekt/Fotograf

Sorø Gymnastikefterskole og Gymnastikefterskolen Stevns havde inviteret til GymnastikKabale i Brøndby Hallen lørdag eftermiddag.

Mere end 1.500 gymnastikglade mennesker havde løst billet til dagens show, og de fik i høj grad noget for pengene. De mange publikummer fortrød ikke, at de havde valgt en mørk hal fremfor de varme solskinsstråler. En herlig blanding af noget af Danmarks bedste gymnastik begejstrede og tryllebandt i tre timer.

De to store efterskoler Sorø Gymnastikefterskole og Gymnastikefterskolen Stevns begyndte sidste år samarbejdet om GymnastikKabalen, og det var så stor en succes, at planlægningen af årets GymnastikKabale startede, så snart dørene var lukket efter sidste års store show.

Den gode stemning var klar fra start, hvor Rapperen Klaskefar og beatboxeren Tahir lynhurtigt fik etableret en glad og klappevillig stemning, da de åbnede det store gymnastikshow.

Læs også: Gymnastikshow hylder diversiteten i dansk gymnastik

Og sikke et show de havde sammensat. De to efterskoler havde ikke bare tændt lyset i Brøndby Hallen og var gået i gang. Scenen var i den grad sat, hvor hele den ene væg var dekoreret med lange gardiner, og tilskuerpladserne var mørkelagt, så al fokus var på de optrædende gymnaster. Der var gjort meget ud af lys, og lyden var i top. At lyden var perfekt, bemærkede man især, når populære Klaskefar og Tahir var på gulvet med deres rap og beatbox.

Efter åbningen blev der præsenteret en fornem variation af noget af det bedste danske gymnastik. Både juniorer og seniorer fra det danske tumblinglandshold imponerede med deres fantastiske banespring. Fra Toreby Sportsacro viste Kenni Christensen klasse, da han kastede og løftede Sarah Lindegaard i flotte akrobatiske momenter. Showgruppen Motus viste deres sjove spring på teeterboard (vippe).

Udfordrende og intensiv dans i forskellige stilarter blev leveret af så forskellige hold som Stevns Elite, Gerlev Performance Team og PIX. Den mere traditionelle gymnastik blev fornemt præsenteret af Roskilde TeamGym, og så var der selvfølgelig de to efterskolers imponerende elevopvisninger, fyldt med god gymnastik, dans og masser af spring og glade gymnaster.

Som sidste hold viste Gymnastikefterskolen Stevns deres forrygende elevopvisning, og til allersidst gav de to efterskoler en slutserie sammen. Det var noget, eleverne kunne lide, og det lyste ud af dem, at de havde det sjovt sammen, eleverne de to efterskoler imellem.

Sidste år var der 1.300 betalende publikum, i år var der lidt mere end 1.500.

GymDanmark (Danmarks Gymnastik Forbund) har ikke nogen aktie i selve arrangementet, men er med som samarbejdspartner, og ifølge formand for GymDanmark, Anders Jacobsen, er det for at understøtte både gymnasters og tilskueres gode oplevelser med gymnastikken:

– Vi ønsker at samarbejde bredt med mange forskellige aktører omkring at udvikle gymnastikken og dens udtryk, hvilke også er grunden til, at vi er gået ind i samarbejdet omkring GymnastikKabalen. Gymnastik kan være en meget æstetisk sport, der har meget at byde på, både for den enkelte udøver og for tilskuerne. Derfor er det kun godt, at der bliver arbejdet med forskellige setups og udtryksformer.

– Det er GymnastikKabalen et godt eksempel på, ligesom for eksempel FaceOff, som udfordrer formen i den klassiske konkurrencegymnastik og GymDanmarks egen Gym For Life, forklarer Anders Jacobsen.

Det er andet år de to efterskoler arrangerer GymnastikKabalen, og det bliver ikke det sidste, for allerede nu tør de to efterskoler godt love, at der kommer en ny GymnastikKabale igen til næste år.

Udover de to efterskoler har også GymDanmark bakket op om showet, og den gode lyd og fine lys, som både gymnaster og tilskuere fremhæver, blev leveret af AV-Center, mens Eurogym Equipment leverede redskaberne.

Ingen af de to efterskoler har selv en hal, der kan rumme så mange tilskuere og indrettes til så stort et show, derfor foregår det hele i Brøndby Hallen.

Kommentarer