To medarbejdere i forvaltningen syltede anket børnesag

Stevns Kommune: Tilsynet for kommuner og regioner har pålagt Stevns Kommunes forvaltning at svare Ankestyrelsen på deres henvendelser.
Ankestyrelsen har bedt tilsynet for kommuner og regioner om at hjælpe dem med at få et svar fra Stevns Kommune. Ankestyrelsen har nemlig i flere tilfælde henvendt sig til afdelingen for Børn og Læring, om en konkret børnesag, uden at modtage svar. Det skriver Dagbladet.
Det har fået Ankestyrelsen til at bede Tilsynet for kommuner og regioner om hjælp.
Tilsynet har efterfølgende pålagt Stevns Kommunes forvaltning at svare Ankestyrelsen på deres henvendelser. Samtidigt skal kommunalbestyrelsen orienteres om sagen.
To medarbejdere i kommunens afdeling for Børn og Læring er under mistanke for at have syltet den konkrete børnesag. Den ene af dem har sagt sit job op, og er ikke længere hos kommunen.
– Jeg ved ikke om det skyldes den konkrete sag, da jeg ikke har taget kontakt til den tidligere medarbejder. I øjeblikket overvejer vi, hvad der skal ske i forhold til medarbejderen, der overtog sagen, siger Jakob Bigum Lundberg, der er direktør for Børn og Læring, til Dagbladet.
Jakob Bigum Lundberg oplyser desuden at ingen har lidt overlast i den omtalte børnesag.
Om tilsynet for kommuner og regioner
Statsforvaltningen fører tilsyn med, at kommuner og regioner overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder. Det kan f.eks. være kommunestyrelsesloven, regionsloven, forvaltningsloven og offentlighedsloven.
Statsforvaltningens tilsyn er et legalitetstilsyn, det vil sige at de kun kan tage stilling til, om kommunerne og regionerne overholder lovgivningen. De fører kun tilsyn med overholdelse af den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder.
Alle der mener at en kommune eller region overtræder loven, kan kontakte tilsynet pr. post eller e-mail.
Tilsynet er ikke en klageinstans, og beslutter derfor selv, om de vil rejse en tilsynssag. De kan rejse en tilsynssag, selvom de ikke har fået en henvendelse fra en borger om et eventuelt ulovligt forhold. Omvendt er det ikke sikkert, at de rejser en tilsynssag, selvom en borger har henvendt sig og gjort opmærksom på, at en kommune eller region måske overtræder loven.
Hvis tilsynet rejser en tilsynssag, kan de udtale, om kommunen eller regionen har handlet ulovligt. Udtalelserne er vejledende.
I helt særlige tilfælde kan tilsynet anvende sanktioner over for kommunerne eller regionerne, men der sker meget sjældent.
Reglerne om tilsynet findes i kapitel 6 i kommunestyrelsesloven.
Kilde: Statsforvaltningen.dk
Kommentarer