To personer på kant med loven i Algade i Store Heddinge
En 57-årig mand fra Faxe og en 51-årig kvinde fra Store Heddinge kan forvente at høre nærmere fra politiet, efter en rutinekontrol i Algade fredag morgen.
Fredag den 24. februar klokken 08.50 kontrollerede politiet føreren og en passager i en personbil, der var standset på en tankstation.
Ved politiets henvendelse fik passageren – en 57-årig mand fra Faxe – travlt med at kaste noget hvidt pulver ud af bilen. Det viste sig, at han havde været ved at gøre klar til at indtage en ”bane” kokain med en sammenrullet pengeseddel. På grund af mistanke om besiddelse af yderligere narkotiske stoffer blev han ved politiets visitation fundet i besiddelse af en ca. 1 gram kokain samt en ulovlig butterfly-kniv. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og knivloven, ligesom effekterne blev beslaglagt som bevis og med henblik på senere destruktion.
Føreren af bilen var en 51-årig kvinde fra Store Heddinge, som skønnedes påvirket af både spiritus og narkotika. Hun blev derfor sigtet for overtrædelse af færdselsloven og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af blodprøver i Køge til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserendes stoffer.
Begge sigtede kan forvente at høre nærmere fra politiet, når deres sager skal afgøres.
Kommentarer