Rødvig

To Rødvig-hold vandt deres turneringer

Roedvigs-U13-hold

Rødvig: To af Rødvig G&I’s hold har vundet deres respektive rækker under DBU.

Til trods for at Rødvig G&I’s fodboldspillere har spillet alle deres kampe på “udebane” også i år, så har sæsonen været vanvittig flot. Både spille- og resultatmæssigt har klubben klaret sig ud over det sædvanlige.

Rødvigs U13-hold vandt sin ottemands-række 2, og efterfølgende har det dygtige hold desuden – ved at besejre én af de andre puljevindere under DBU – kvalificeret sig til “final four”. Her spiller holdet således mod Værløse ved et finalestævne i Borup på søndag.

U11-holdet i Rødvig G&I vandt tirsdag aften sin sidste kamp og ender dermed som en suveræn vinder af DBU ottemands-række 4 uden at tabe en eneste kamp. Otte sejre, én uafgjort samt en målscore på +47. Nu kan de se frem til at rykke op i række 3 efter sommerferien.

Klubben har en del at fejre i år, og lørdag 27. juni samles alle hold til afslutningsfestivitas på “hjemmebanen” i Lyderslev. På dagen vil der desuden blive uddelt pokaler til årets spiller samt årets kammerat. Der vil også være mange andre aktiviteter målrettet på de forskellige aldersgrupper fra sandkassehold og opefter.

Roedvigs-U11-hold

 

Kommentarer