To udvalg stemmer for fredning

Stevns Kommune: To af kommunens politiske udvalg er enige om at klinten skal fredes.
Tirsdag den 5. januar behandlede både natur-, fritids- og kulturudvalget og plan- og teknikudvalget i Stevns Kommune spørgsmålet om en eventuel fredning af Stevns Klint. Og i begge udvalg var der et flertal for at gennemføre fredningen.
– Der var flertal både i natur-, fritids- og kulturudvalget og i plan- og teknikudvalget, så jeg gik fra mødet i godt humør, siger Line Krogh Lay (R), næstformand i natur-, fritids- og kulturudvalget, til TV Øst.
Line Krogh Lay oplyser at stemmerne i natur-, fritids- og kulturudvalget var fire for og en imod, mens stemte tre for og to imod i plan- og teknikudvalget.
Spørgsmålet om klinten skal fredes eller ej har i den grad delt vandene, hvilket blandt andet har resulteret i en heftig debat i medierne.
Borgmester Mogens Haugaard (V) anbefalede først en fredning, men senere ombetsmet han sig. I slutningen af november blev fredningsforslaget behandlet på et møde i kommunalbestyrelsen, hvor det blev vedtaget med et meget snævert flertal på på 10 mod 9. Her stemte to udvalgsformænd fra Venstre, Bjarne Østergaard Rasmussen og Flemming Petersen, for fredningen.
Læs også: Fredningsforslag for Stevns Klint er vedtaget
I kølvandet på dette blev Bjarne Østergaard Rasmussen smidt ud af Venstre, mens Flemming Petersen valgte at gå i protest og derefter forlade kommunalbestyrelsen.
Læs også: Venstre har mistet to udvalgsformænd
Istedet indtrådte 75-årige Inge Milbrat i kommunalbestyrelsen per 1. januar. Med Flemming Petersens afgang står stemmerne i kommunalbestyrelsen lige: 9 mod 9, så Inge Milbrat bliver tungen på vægtskålen.
Torsdag den 7. januar skal kommunalbestyrelsen foretage den endelige behandling af fredningssagen.
– Jeg mener, det er bedst for Stevns Klint og for fremtiden. Vi passer bedst på den her verdensarv og formidlingen af den med en fredning, og jeg er sikker på, at det også på torsdag til kommunalbestyrelsesmødet ender med en beslutning for en fredning, siger Bjarne Østergaard Rasmussen til TV Øst.
Kommentarer