Togrevisor overfaldet tæt på Hårlev station
Hårlev: En 25-årig asylansøger overfaldt tirsdag en kvindelig togrevisor i toget kort før ankomst til Hårlev station
Tirsdag den 4. februar klokken 11:13 anmeldte en kvindelig togrevisor, at hun var blevet overfaldet af en udenlandsk mand i toget kort før ankomst til Hårlev station, hvor hun nu afventede politiet.
Politiet kørte til stationen og anholdt en 25-årig asylansøger fra Marokko for vold mod togrevisoren. Hun oplyste, at den anholdte tidligere på dagen var kontrolleret i toget, men da han ikke havde noget billet, bortviste hun ham fra toget på Vallø station uden problemer.
Kort før anmeldelsen bemærkede hun, at den anholdte nu igen steg på toget på Egøje station i retning mod Hårlev. Da hun igen ville kontrollere hans billet, fik hun et skub og kort efter spyttede han togrevisoren i ansigtet og sparkede hende over benet.
Den anholdte oplyste at være på vej til Sandholmlejren, men han skal med assistance fra en tolk afhøres nærmere til sagen om vold mod tjenestemand i funktion.
Da den anholdte også var anholdt i lørdags, den 2. februar i en tilsvarende sag om vold mod tjenestemand i Sydøstjyllands politikreds, har den anholdte overnattet i et arresthus, idet politiets jurister forventer at fremstille ham i grundlovsforhør onsdag.
Kommentarer