Torsdagsbuffet i Store Heddinge MadMarked
Store Heddinge: Store Heddinge MadMarked åbner dørene for torsdagsbuffet til en begrænset pris fremstillet af lokale, økologiske råvarer
Torsdag den 13. marts åbner Store Heddinge MadMarked under overskriften “Griseri på bankdirektørens gamle kontor” til torsdagbuffet i MadSalen.
Hver torsdag vil Store Heddinge MadMarked invitere til torsdagsbuffet fra klokken 17:30 til 21:00 hvor gæsterne vil få serveret lokal, økologisk hverdagsmad af absolut højeste kvalitet – til en begrænset pris. Konceptet er det samme: Man betaler 98 kroner for buffet’en, børn under 12 halv pris og køber drikkevarer i MadMarked til samme priser som normalt.
Vælg drikkevarer, gå til kassen, betal, få udleveret en tallerken og gå i MadSalen og modtag gastrologiske åbenbaringer, lyder det i invitationen fra Store Heddinge MadMarked.
Den første torsdagsbuffet på torsdag består af pulled pork af den fantastiske fritløbende gris fra Gydehøj i Mern, bagte kartofler, coleslaw, salat, sojabønnesalat og vegetar-tilbehør. Inden da har grisen fra Gydehøj tilbragt 15 timer i ovnen ved lav temperatur under kærligt opsyn.
Butikken ligger i Holte Vinlagers tidligere lokaler i den gamle sparekassebygning i Algade 11, 4660 Store Heddinge.
Kommentarer