Totalt udsolgt til Lulu Ziegler-cabaret på Harmonien
Rødvig: Det er dog stadig muligt at bestille spisning i Harmoniens restaurantslokaler.
Fredag den 13. november klokken 19.30 opfører Café Liva ’Den Sidste Turist’ – en Lulu Ziegler-cabaret på Harmonien i Rødvig
Bodil Jørgensen er en populær kunstner. Det måtte Stevns Teaterforening sande allerede 2 uger efter at sæsonbrochuren var udkommet. Da kunne teaterforeningen melde Den sidste Turist udsolgt.
Siden er det lykkedes at få plads til et par stykker mere i Harmonien, der lægger scene til forestillingen. Men der er desværre ikke blevet plads til alle, der havde skrevet sig på venteliste.
Teaterforeningen havde Café Livas forestilling med Bodil Jørgensen på programmet allerede i sidste sæson. Men med Bodils alvorlige ulykke ved optagelserne til en Far til Fire-film måtte den aflyses.
– Vi er selvfølgelig virkelig glade for, at det kunne lykkes, at få Den sidste Turist herned i år, siger formand Leif Sinius.
Cabareten om Lulu Ziegler har spillet for fulde huse – eller skibe – på Cafe Liva i Nyhavn af flere omgange. Og nu er forestillingen på vej rundt i Danmark til en lang række teaterforeninger, kulturhuse og teatre.
På Harmonien vil de publikummer, der har købt teatermenu, spise i teatersalen fra klokken 18. De øvrige tilskuere kan indtage deres pladser fra klokken 19.20.
Det er stadig muligt at bestille spisning i Restaurant Harmoniens restaurantslokaler.
Om forestillingen:
Lulu Ziegler måtte flygte til Sverige under 2. verdenskrig, fordi hun mente man skulle have en holdning til sin omverden og stå ved den. Og heldigvis tog de imod hende! Cabaretkunstneren, instruktøren og teaterlederen Lulu Ziegler (1903-73) var inspireret af 30’er-kabareten i Berlin. Det var bl.a. hende, der introducerede Brecht til det danske publikum.
I Bodil Jørgensens skikkelse ser Lulu Ziegler tilbage på sit liv og sin samtid bl.a. gennem de velkendte sange ”Sangen om Larsen”, ”Mit Hjertes Café” og ”Den Sidste Turist i Europa”. Vi kommer omkring Mogens Dams, Tove Ditlevsens, Ludvig Brandstrups, Kai Normann Andersens og Cole Porters bidrag til hendes repertoire.
Sammen med akkompagnatøren Bjarne Sahl fortæller Bodil Jørgensen en historie om kærlighed og et Europa, som ikke synes at have lært meget de sidste hundrede år.
Rammen er en teatergarderobe, men med Bodil kommer vi vidt omkring.
Bodil Jørgensen står selv for manuskriptet.
Instruktør: Thomas Bendixen. Cafe Livas kunstneriske leder, Jacob Morild har bistået med iscenesættelsen.
Kommentarer