Store Heddinge

Damholt glæder sig til audiens hos Dronningen

tove_damholt

Stevns Klint: Dronningen har udnævnt Tove Damholt, Østsjællands Museum, til Ridder af Dannebrogordenen

Museumsdirektør for Østsjællands Museum, geolog Tove Damholt er blevet tildelt ridderkorset af Dannebrogordenen.

Læs også: Museumsdirektør Tove Damholt har fået ridderkorset

– Jeg er utroligt stolt over at modtage udnævnelsen. Der følger jo ikke en officiel begrundelse med udnævnelsen, men selv om mit samlede museumsarbejde måske har haft en indflydelse, så er det min stærke formodning, at udnævnelsen har baggrund i mit arbejde for at få Stevns Klint optaget på verdensarvslisten, udtaler Tove Damholt og fortsætter:

– Derfor ser jeg klart udnævnelsen som et udtryk for, hvor højt verdensarv bliver værdsat af både Dronningen og Kulturministeriet. Og det bliver jeg utroligt glad for, og det er netop det, som gør, at jeg modtager udnævnelsen med stor glæde og stolthed.

– Stevns Klint betyder jo meget for rigtig mange mennesker, og der er mange, der har arbejdet for at få Stevns Klint optaget på verdensarvslisten og endnu flere, som har støttet op omkring arbejdet og er stolte af klinten. Med Ridderkorset får vi endnu en markering af, hvor stort verdensarv er, og jeg er vildt beæret over at være den repræsentant, som skal modtage denne hæder, fortsætter Tove Damholt.

– Jeg glæder mig til at skulle i audiens hos Dronningen og vil helt sikkert også på denne dag føle mig som repræsentant for hele verdensarvsarbejdet og stoltheden over verdensarv, afslutter Tove Damholt.

Indstillet af Østsjællands Museums bestyrelsesformand

Østsjællands Museums bestyrelsesformand Jens Carl Jørgensen foreslog i efteråret Kulturministeriet at indstille Tove Damholt til Ridder af Dannebrogordenen, og det forslag har det vist sig, at Kulturministeriet var enige i.

Fakta om Tove Damsholt

Tove Damholt, der er geolog, har siden 2005 været museumsdirektør på Østsjællands Museum og har været dybt engageret i arbejdet med at få Stevns Klint optagelse på UNESCOs liste over verdensarv. Arbejdet er foregået i et meget tæt samarbejde med Stevns Kommune og Kulturstyrelsen samt en lang række andre interessenter.

Fakta om Østsjællands Museum

Østsjællands Museum er et naturhistorisk og kulturhistorisk museum for Stevns Kommune og Faxe Kommune. Organisationen åbnede i 2008 de to nye udstillinger Koldkrigsmuseum Stevnsfort og Geomuseum Faxe og driver herudover også Stevns Museum, Haslev Museum og Stevns Naturcenter. Museets besøgssteder har samlet omkring 75.000 besøgende årligt.

 

Kommentarer