Tragisk komedie i Snurretoppen næste mandag
Store Heddinge: Den næste forestilling hos Stevns Teaterforening er en tragisk komedie om kæledyr
Mandag den 10. marts klokken 19.30 får Stevns Teaterforening besøg af teatret FÅR 302 med krematoriethrilleren Trofast – en tragisk komedie om vores forhold til kæledyr. Forestillingen opføres i Snurretoppen.
Forestillingen tager publikum med til en dag i kæledyrskrematoriets limboland. Hvad gør man, mens man venter på at få sin trofaste ven udleveret i en urne? Følelserne i oprør. Sorgen, over tabet af et elsket dyr, skygge for alt andet.
Teatret programsatte forestillingen for halvandet år siden – længe før aflivningen af Marius-”baby”-giraffen bragte Zoo i København på forsiderne internationalt og udløste fakkeltog og ubændigt raseri på de sociale medier. Dyr i vores samtid optræder på lige fod med mennesket og er til tider mere værd end medmennesket.
Dramatiker Thomas Lagermand Lundme:
– Dyret lærer os at vi skal væk herfra en dag. Man holdes fast i grundvilkåret – at noget skal dø. Noget skal forsvinde. Men det er godt at man forstår at man ikke er verdens navle. Tværtimod. Man er bare en del af denne verden. Kort. Det gælder mennesker og dyr.
Teater FÅR302 slipper indre og ydre svinehunde løs på de evige jagtmarker! – En rørende, satirisk, rå og morsom fortælling om et liv med og uden dyr.
Publikum opfordres til at tage billeder med af deres kæledyr og dele dem før forestillingen.
Billetter kan bestilles på telefon 61 72 84 86 eller på www.stevns-teater.dk hvor man også kan læse mere.
De medvirkende er Niels-Martin Eriksen, Birgitte Prins, Charlotte E. Munksgaard, Pauli Ryberg
Forestillingen opføres mandag den 10. marts klokken 19:30 i Snurretoppen, i Algade i Store Heddinge.
Kommentarer