Trappen ved Stevns Fyrcenter kan stå færdig til november
Realdania Fonden har bevilget et større beløb til en udsigtstrappe ved Stevns Fyrcenter i forbindelse med projekt Stedet Tæller, hvor Stevns Fyrcenter er et af i alt ti projekter.
Den oprindelig Realdania-plan for området ved Stevns Fyr var at erstatte den historiske bygning ’Udkiggen’ med en moderne konstruktion samt at nedrive to andre huse fra koldkrigstiden. Det mødte stor modstand i lokalområdet og planerne for ’Udkiggen’ blev ændret.
Læs også: Ny løsning til ’Udkiggen’ på Stevns Fyrcenter
Tilbage står nu planerne om en lang monumental udsigtstrappe på ydersiden af klinten. En trappe der kun går cirka halvvejs ned ad klinten og ender i en respos. Fra trappen vil man kunne studere klinten og dens geologiske lag på helt tæt hold. Formålet er at trappen skal gøre stedet mere attraktivt.
Planlægningen af byggeriet af trappen er så småt gået i gang. Forleden ryddede det lokale firma J.J. Skovservice træer og buske på et begrænset område ved hjælp af en kran og professionelt mandskab med klatreudstyr og motorsave.
Onsdag kunne de fem byggefirmaer, der er blevet inviteret til at byde på trappeprojektet, besigtige klinten på stedet, fra den samme kran.
– Hvis alt går efter planen, så er det meningen, at trappen skal stå færdig til november, lyder det fra skovfoged for Storstrøm, Mikkel Bornø Clausen til Dagbladet.
Stedet Tæller er en Realdania-kampagne, der støtter konkrete, fysiske projekter i Danmarks yderområder. Formålet er, at kampagnens projekter skal være med til at udvikle og udnytte de stedbundne potentialer, der kan bidrage til at styrke livskvaliteten og sætte gang i en positiv udvikling.
Stedet Tæller har tre fokusområder: 1) Mulighedernes Danmark, 2) Kvalitet i kysternes turistbyer og 3) Steder i landskabet.
Kommentarer