Store Heddinge

Travl aften for Stevns Brandvæsen

indsatsleder_blaa_blink

Stevns Kommune: Tirsdag den 10. september endte med at blive en rigtig våd og travl aften på Stevns

Der kom i perioder så meget regn, at kloaknettet ikke kunne følge med, og det resulterede i oversvømmede veje. Flere borgere ringede, da de observerede biler der nær mistede herredømmet, på grund af akvaplaning.

Brandalarmerne kom der flere af på én gang, da lynet slog ned i et område, hvor det skabte fejl i de automatiske brandalarmeringsanlæg.

En borger så hvad hun mente var en båd, der lå med bunden i vejret og drev, og var derfor nervøs for en drukning. En anden borger så hvad der lignede brand i deres lade, da lynet umiddelbart inden, havde slået ned i deres område, og en brandalarm gik i gang på asylcenteret på Mandehoved.

– Kommunens redningskøretøjer kørte på kryds og tværs, men heldigvis viste det sig, at der ikke var sket skade på nogle af de steder vi blev sendt til, fortæller vagthavende indsatsleder Mogens Sandberg Brix, der afslutter:

– De borgere der observerede vores brandkøretøjer under udrykning, lagde sikkert også mærke til den lave fart de kom frem med, for selv vi havde svært ved at stå fast i de store mængder vand på vejene.

Kommentarer