Tre anholdt efter flere supermarkedsrøverier
Store Heddinge: Politiet har her til morgen anholdt tre mænd i Haslev og sigtet dem for i alt syv røverier
Sydsjælland og Lolland Falsters Politi har i samarbejde med Midt- og Vestsjællands Politi efterforsket den senere tids røverier mod dagligvareforretninger i det midt- og østsjællandske område.
Efterforskningen har ført til, at politiet her til morgen, onsdag den 17. oktober, anholdt tre mænd på henholdsvis 28 år, 21 år og 20 år på to adresser i Haslev.
De anholdte sigtes for i alt syv røverier af særlig grov beskaffenhed ved anvendelse af skydevåben mod følgende forretninger:
- Den 3. august 2012 klokken 13.35 mod Superbest i Faxe Ladeplads, og senere samme dag klokken 13.50 mod Superbrugsen i Karise.
- Den 24. august 2012 klokken 14.51 mod Brugsen i Ørslev og senere samme dag klokken 18.55 mod Dagligbrugsen i Terslev.
- Den 18. september 2012 klokken 12.57 mod Superbrugsen i Store Heddinge, og senere samme dag klokken 14.05 mod Lokalbrugsen i Lellinge.
- Den 2. oktober 2012 klokken 20.33 mod Superbest i Rønnede.
Læs også: Politiet tror at det er de samme røvere
De tre anholdte vil i dag klokken 11.30 blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Næstved. Af hensyn til den videre efterforskning i sagen vil anklagemyndigheden begære lukkede døre.
Der forestår en del yderligere efterforskning i sagen, og der kan derfor endnu ikke gives nærmere oplysninger om, hvad der har ført politiet på sporet af de tre anholdte.
Kommentarer