Tre år gammel fløj på Stevnsfort spares væk

Stevns Kommune: Regionsrådet besluttede torsdag at nednormere den sikrede institution for unge kriminelle, Stevnsfort fra 20 pladser til 15
Regionsrådet byggede i 2009 en ny fløj med plads til fem unge kriminelle på Stevnsfort til en pris på syv millioner kroner. Nu lukker regionsrådet den nye fløj igen. Det skriver Dagbladet Køge.
Institutionens nyeste bygning ligger nemlig isoleret fra den øvrige del af institutionen og det er derfor af sikkerhedsmæssige grunde mere oplagt at lukke den frem for én af de ældre afdelinger, siger forstander Kaj Lauritsen til Dagbladet Køge.
– Vi har siden februar 2011 løbende resursetilpasset behovet og har reelt ikke haft alle afdelinger i brug siden da. De 15 pladser, som vi fremover skal have, svarer meget godt til den normale belægning, som lige nu er på 14 unge, siger han.
Nednormeringen medfører at der skal skæres 15 såkaldte årsværk.
– Men da vi løbende har tilpasset bemandingen og dermed sendt penge tilbage til Region Sjælland, kan vi nøjes med at tage afsked med fire ansatte som følge af beslutningen. Herefter vil der være 65 fuldtidsansatte medarbejdere, hvoraf 20-25 bor i Stevns Kommune, oplyser Kaj Lauritsen.
Kommentarer