Tre indbrud i biler i Hårlev natten til tirsdag
Hårlev: Politiet har fået anmeldelser fra tre bilejere i Hårlev om indbrud i køretøjer natten til tirsdag
Den ene bil var parkeret ved Diget og fik smadret en rude ved venstre bagsæde. Tyven har også forsøgt at brække døren op. Ved indbruddet forsvandt en GPS af mærket Garmin 760. Dette indbrud blev opdaget kl. 8 tirsdag morgen.
Få kilometer derfra opdagede to andre bilejere, næsten på samme tidspunkter, at også deres biler var blevet udsat for indbrud.
På Femøvej var en passagerdør brudt op og der var blevet stjålet en bilradio af mærket JVC, en Eastpack skoletaske og en Wood Wood jakke.
Ved et indbrud i en bil på Fejøvej, lige i nærheden, blev der stjålet et Alpin-anlæg med DVD, tuner, navigationsanlæg samt GPS af mærket Garmin. Det var umiddelbart ikke muligt at se, hvordan gerningsmanden var kommet ind i bilen, oplyser Midt- og Vestsjællands politi.
Kommentarer