Store Heddinge

Tre lokale drenge påsatte og filmede brand

Store Heddinge: Branden i stationsbygningen på Jernbanegade i Store Heddinge torsdag aften var påsat af tre lokale drenge

Torsdag den 30. janaur klokken 20:58 fik politiet melding via alarm 112 om, at brandvæsnet var kørt til ildebrand i stationsbygningen.

Ved politiets ankomst til stedet var brandvæsnet i gang med slukning af ildebranden i bygningens 1. sal, hvorfra ilden havde bredt sig til taget. Ifølge brandvæsnets indsatsleder var der tale om forsætlig brandstiftelse, idet bygningen i øvrigt var ubenyttet, og andre årsager end brandstiftelse ikke kunne være sandsynlige.

Togdriften blev indstillet, fordi brandvæsnet skulle foretage brandslukning fra spor-siden, således at tog ikke kunne passere. Busser blev indsat indtil midnat, hvor brandvæsnet var færdige med det akutte slukningsarbejde og ville overgå til en brandvagt på stedet, fordi branden havde bredt sig til etageadskillelsen i bygningen.

Vidner ved brandstedet oplyste til politiet, at de kort efter brandens opståen havde set tre drenge gå fra stedet med fakler i hånden. Et vidne havde genkendt den ene af drengene som en 14-årig dreng fra Store-Heddinge, som politiet derefter frihedsberøvede klokken 22:15 som mistænkt for brandstiftelse. Den 14-årige blev afhørt til sagen under overværelse af sine forældre samt de sociale myndigheder. Han havde ikke deltaget i selve brandstiftelsen.

I forbindelse med efterforskningen i sagen fik politiet identificeret de to andre drenge på 14 og 15 år fra Store-Heddinge. Begge disse drenge blev også frihedsberøvet omkring midnat og afhørt til sagen.

Den 15-årige blev sigtet for brandstiftelse, idet han sammen med den senest frihedsberøvede 14-årige for sjov havde sat ild til et lagen inde i stationsbygningen og havde brugt en hårspray i den forbindelse. Til sidst havde de kastet hårsprayen ind i ilden, der således kom ud af kontrol, da hårspray-dåsen eksploderede, og der udvikledes en masse røg.

En del af brandstiftelsen havde drengene optaget på deres mobiltelefoner, fortæller Midt- og Vestsjællands Politi.

De to drengene var herefter gået fra den brændende bygning. De sociale myndigheder og forældrene overværede også afhøringer af de to seneste frihedsberøvede.

De 14-årige kan ikke sigtes for noget, idet de er under den kriminelle lavalder på 15 år. Den 15-årige vil høre nærmere fra politiet vedr. sagens videre forløb.

Politiet vil i forbindelse med sagsbehandlingen indhente eventuelle erstatningskrav og formentlig præsentere de implicerede drenge for det.

Kommentarer